Gå til hovedindhold

Hovedkrav til de kommende forhandlinger

OK26 er i gang. Det betyder, at Djøf forhandler løn- og arbejdsvilkår for medlemmer ansat i det offentlige – sammen med Akademikerne og resten af organisationerne på det offentlige område.

OK26 - stempel - Djøf

De centrale forhandlinger starter i januar 2026, og de indledende forberedelser er nu afsluttet. På baggrund af input fra mere end 1.500 medlemmer går Djøf ind til forhandlingerne med tre klare hovedkrav:

 

1. Lønnen skal følge med – og udvikle sig

Djøfs medlemmer løser opgaver, der er afgørende for samfundet. Det skal kunne mærkes på lønnen.
Derfor arbejder Djøf for en god generel lønudvikling, så akademikere i det offentlige ikke sakker bagud. Den samlede ramme for lønstigninger skal kunne matche resten af samfundet og sikre, at det offentlige fortsat kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.

2. Et arbejdsliv i balance

Fleksibilitet og balance er nødvendige for at kunne løse komplekse opgaver med stort ansvar. Det gælder både i staten, kommunerne og regionerne.
Djøf arbejder derfor for at styrke mulighederne for, at arbejdet kan tilrettelægges fleksibel. Der skal være tidspunkter, hvor det er familie, fritidsinteresser og restitution, der går forud for arbejdet. Man skal kunne holde ægte fri. 

3. Arbejdsformer under forandring

Nye teknologier giver store muligheder i den offentlige sektor, men de ændrer også vores måde at arbejde på. Det kræver investering i kompetenceudvikling, tæt inddragelse af medarbejderne og klare rammer for, hvordan teknologien bruges – ikke mindst når det gælder kontrol og data. Overenskomsterne skal sikre medarbejdernes tryghed og indflydelse på, hvordan de nye arbejdsformer implementeres. 


OK26 handler ikke kun om de store linjer – det handler om vilkårene i hverdagen for tusindvis af medlemmer. Undervejs i forløbet forhandler Djøf også om vilkår, der kun gælder for Djøfs egne medlemmer, og samarbejder tæt med tillidsrepræsentanter og forhandlingsdelegationer.

 

Har du spørgsmål om OK26?

Står du tilbage med et spørgsmål, efter du har læst nyheden, kan du som medlem altid kontakte os om det.

Log ind med MitID og send en direkte besked til os.

Log ind og send besked