Gå til hovedindhold

Kampvalg i Djøf Privat

Der er kampvalg i Region Hovedstaden, Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Syddanmark. Vælg din bopælsregion, læs mere om de kandidater, der har valgt at indsende valgmateriale og afgiv din stemme.

Kampvalget sker inden for de respektive regioner. Kampvalget foregår elektronisk og finder sted i perioden 17. november kl. 12.00 til og med 24. november kl. 12.00. Yderligere detaljer om stemmeafgivelse sendes individuelt til de stemmeberettigede i regionen.

Læs om de kandidater, der har valgt at indsende valgmateriale og afgiv din stemme. Du kan se alle de opstillede kandidater, som du kan stemme på i denne oversigt

Amanda Koefoed Simonsen

Amanda Koefoed Simonsen

Partner, Copenhagen Changery

Amanda Koefoed Simonsen

Amanda Koefoed Simonsen

cand.scient.soc- Advanceret viden

Profil

Jeg er Partner i Copenhagen Changery med speciale i ESG, bæredygtighed og ansvarlig ledelse. Jeg er CFA-certificeret i ESG-investeringer og har været medlem af Djøfs repræsentantskab de seneste fire år. Som en aktiv stemme med knap 37.000 følgere på LinkedIn og et stærkt fagligt engagement i ansvarlig forretningsudvikling og strategi, vil jeg arbejde for Djøfs stemme i den bæredygtige omstilling.

Karriereforløb

2024 – i dag: Partner & Practice Lead – ESG & Sustainability, Copenhagen Changery
2023 – i dag: Director ESG Report (VSME - Teknisk Standard for SMV rapportering), ESG Report
2018 – 2024: Tidligere public affairs konsulent og rådgiver inden for ESG og forretningsstrategi, Forskellige arbejdspladser

Tillidshverv

2021 – 2024: Climate Ambassador, CONCITO
2023 – i dag: ESG & Corporate Sustainability Network, Founder

Hvorfor stiller jeg op?

Djøfs medlemmer har som særlig funktion at få systemer, regler og organisationer til at hænge sammen. Jeg stiller op til Djøfs repræsentantskab, fordi jeg ønsker at styrke Djøfs rolle som drivkraft i den bæredygtige samfundsudvikling. Djøf skal være en tydelig stemme for, at grøn omstilling og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd – baseret på højt kvalificeret faglighed, sund fornuft og konkurrencedygtighed.

Som partner i Copenhagen Changery arbejder jeg dagligt med at omsætte komplekse bæredygtighedsudfordringer til strategiske løsninger. Jeg har en CFA i ESG-investeringer og bidrager aktivt til debatten om udviklingen af, hvordan vi skal implementere og forstå bæredygtighed.

Jeg har tidligere siddet fire år i Djøfs repræsentantskab og ønsker at bygge videre på det tidligere arbejde med fokus på medlemmernes kernerolle i udviklingen af fremtidens arbejdsmarked og ansvarlig virksomhedsledelse. Med knap 37.000 følgere på LinkedIn ser jeg det som et privilegium at kunne engagere og inspirere mange til at tænke mere bæredygtigt i beslutningsprocesser og investeringer — og jeg ønsker at bringe den energi og indsigt ind i Djøfs fællesskab.

Andreas Boisen

Andreas Boisen

Pricing & Contract Manager, TDC Erhverv

Andreas Boisen

Andreas Boisen

cand.jur.

Profil

Mit navn er Andreas Boisen, jeg er 50 år og bor på Islands Brygge i København. Jeg arbejder som Pricing and Contract Manager hos TDC Erhverv hvilket blandet andet betyder, at jeg fastlægger prisjusteringer i forhold til markedssituationen og støtter med forskellige juridiske opgaver. Jeg er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet i 2005 og efterfølgende HD (O) fra CBS i 2010.

Karriereforløb

2007 – 2011: Forskellige funktioner i Codan Forsikring herunder administrationschef , Codan Forsikring
2012 – 2013: Underviser på Køge Handelsskole i blandt andet Erhvervsret, Køge Handelsskole
2013 – 2014: Key Account Manager og Bid Manager i Alm. Brand , Alm. Brand
2014 – 2023: Forskellige funktioner hos Telia Danmark , Telia Danmark
2024 – i dag: Pricing and Contract Manager, TDC Erhverv

Tillidshverv

2021 – i dag: Næstformand for Grundejerforeningen Havnestad, Grundejerforeningen Havnestad
2018 – i dag: Bestyrelsesmedlem af Ejerforeningen Bryggens Huse, Bryggens Huse
2022 – i dag: Bestyrelsemedlem af HOFOR, HOFOR

Hvorfor stiller jeg op?

Med et borgerligt udgangspunkt vil jeg medvirke til at sikre, at Djøf også i fremtiden bliver en relevant og troværdig partner for de politiske beslutninger der træffes om relevante samfundsforhold – og det uden at Djøf mister hverken fodfæste eller blikket for rollen som vores faglige repræsentant overfor arbejdsgiverne.

Dernæst vil jeg videreføre mit arbejde med at sikre, at Djøf har et godt omdømme i samfundet således at ordet ”djøfisering” ikke opfattes som et skældsord men bruges som et udtryk for høj fagligt niveau og standarder.

I den forbindelse ser jeg gerne, at Djøf spiller en større rolle i forhold til uddannelsesniveauet på de relevante videregående uddannelser, således vores stands faglighed til stadighed er helt i top.

Jeg har tidligere været medlem af repræsentantskabet men måtte, grundet en kort afstikker til et job i det offentlige, afstå fra at genopstille for to år siden.

Jeg glæder mig til at komme i gang med at præge Djøf Privat igen!

Anna Fosdal

Anna Fosdal

Direktør, FOSDAL Ledelsesrådgivning

Anna Fosdal

Anna Fosdal

cand.scient.pol.

Profil

Jeg er selvstændig ledelsesrådgiver i mit eget firma, hvor jeg tilbyder ledersparring, teamudvikling og organisationsudvikling. Jeg har lang ledererfaring fra det kommunale børne- og socialområde, hvor jeg særligt har arbejdet med dagtilbud, skoler, forebyggelse og botilbud til borgere med handicap.Jeg er aktiv i Djøf som frivillig netværksleder.Jeg bor på Amager med mine børn og vores hund.

Karriereforløb

2024 – i dag: Direktør, FOSDAL Ledelsesrådgivning
2019 – 2024: Centerchef for dagtilbud, PPR, sundhedspleje og tandpleje, Furesø Kommune
2014 – 2018: Områdechef for dagtilbud, skoler, PPR og sundhedspleje, Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsforvaltningen
2011 – 2014: Kontorchef for bo- og dagtilbud til borgere med handicap, Københavns Kommune, Socialforvaltningen
2001 – 2004: Specialkonsulent, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (check LinkedIn, hvis du vil se, hvad jeg ellers har lavet)

Tillidshverv

2025 – i dag: Frivillig netværksleder, Djøfs netværk for selvstændige og freelancere
2011 – 2023: Deltagelse i forældreråd og festudvalg, Mine børns dagtilbud og skole
2020 – 2023: Frivillig familieven for en eritreisk familie med fire børn, Dansk Røde Kors
2007 – 2009: Mentor i Djøfs mentorprogram for nystartede akademikere, Djøf
1994 – 1996: Formand, Studenterrådet ved Aarhus Universitet

Hvorfor stiller jeg op?

Jeg vil arbejde for, at Djøf får flere og bedre tilbud til selvstændige.

Jeg frivillig netværksleder for Djøfs netværk for selvstændige og freelancere. Det giver både værdi for min virksomhed og personlig trivsel at være en del af et fagligt fællesskab, og jeg ser et stort uudnyttet potentiale for, at Djøf kan tilbyde mere sparring og flere aktiviteter målrettet selvstændige.

Jeg har det meste af mit arbejdsliv været en del af Djøf offentlige ledere og blev i 2024 selvstændig og ret hurtigt aktiv som frivillig netværksleder. Jeg har tidligere været både mentee og mentor i Djøf, og nyder at have mulighed for at bidrage frivilligt til, at Djøf udvikler sig til fordel for medlemmerne.

Jeg savner flere aktiviteter og muligheder for selvstændige i Djøf, og ønsker at blive medlem af repræsentantskabet, så jeg kan påvirke Djøfs udvikling og prioriteringer direkte.

Hvis du er nysgerrig på at høre mere om mig og det, jeg vil arbejde med i Djøf, er du velkommen til at ringe til mig på 60 54 45 88 eller skrive på info@annafosdal.dk, og du er også velkommen til at forbinde på LinkedIn.

Anne Bach Waagstein

Anne Bach Waagstein

Kommunikations- og bæredygtighedsdirektør, Forenet Kredit (Nykredit)

Anne Bach Waagstein

Anne Bach Waagstein

Statskundskab, cand.scient.pol.

Profil

Jeg har været aktiv i Djøf siden 90’erne, de seneste syv år i Djøf Privats repræsentantskab og bestyrelse. Det er min vision, at Djøf skal være relevant for alle sine medlemmer – uanset sektor, faglighed, anciennitet og karrierevej – med særlig opmærksomhed på de mange privatansatte, der endnu ikke oplever Djøf som deres naturlige fællesskab. Opgaven er vigtig: De kommende år nok Djøfs vigtigste.

Karriereforløb

2024 – i dag: Kommunikations- og bæredygtighedsdirektør, Forenet Kredit (Nykredit)
2019 – 2024: Chef for samfundsansvar/kommunikationschef, Poul Schmith/Kammeradvokaten
2018 – 2019: Kommunikationschef, Saxo.com (online-boghandel) 2018-2019
2010 – 2018: Kommunikationsansvarlig, Forebyggelse & Oplysning, Kræftens Bekæmpelse
2007 – 2010: Rådgiver/konsulent, Radius CPH

Tillidshverv

2022 – i dag: Formand for Djøf Privat og næstformand for Djøf
2025 – i dag: Formand for repræsentantskabet, Lån&Spar
2025 – i dag: Medlem af advisory boardet (aftagerpanelet), CBS / Master of Management Development (MDD)
2017 – i dag: Censor på statskundskabsstudierne, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet
2025 – i dag: Bestyrelsesmedlem , Akademikernes A-kasse

Hvorfor stiller jeg op?

Jeg genopstiller til repræsentantskabet, fordi jeg brænder for at synliggøre den centrale rolle, djøferne på det private arbejdsmarked spiller og for at skabe et Djøf som medlemmerne føler, de kan bruge til noget og som gør en forskel. Medlemmerne skal opleve:

ET NYTTIGT Djøf, der tør sætte retning for dansk arbejdsliv, uddannelse og erhverv – og som står urokkeligt ved medlemmets side i medvind og modvind.

ET SYNLIGT Djøf, der tager ordet på de store dagsordener og indadtil leverer værdi i medlemmets levede virkelighed. Og

ET SAMLET Djøf, der bruger medlemmernes forskellighed som vores styrke på tværs af sektorer og fagligheder. Jeg vil fortsætte mit arbejde for, at det private Djøf bliver hørt, set og prioriteret.

Mærkesager:
• Djøferes værdiskabelse – øget synlighed af djøferes værdiskabelse i store virksomheder, SMV’er, start-ups og organisationer
• Ledelse & ledertrivsel – den stigende tilfredshed blandt medlemmerne skal styrkes yderligere
• Det gode arbejdsliv – fleksibilitet, sundt arbejdsmiljø og AI i arbejdslivet
• Djøf skal løbende forny sig og drives effektivt og værdiskabende
• ESG – djøfere kan og vil bidrage; derfor var jeg med til at stifte Djøfs ESG-panel.

Stem på din kandidat

Deltag i valget til Djøf Privats repræsentantskab og afgiv din stemme.
Afgiv din stemme