Gå til hovedindhold

Her skal du stole på AI, og her skal du lade være

Ida Ebbensgaard

Ida Ebbensgaard er AI-ekspert og forfatter

4 min.

Annemette Schultz Jørgensen, journalist

AI er blevet så god, at vi med god grund stoler på dens svar. Men når tilliden bliver blind, risikerer vi både flere fejl og en faglighed, der langsomt udhules. Her giver AI-ekspert Ida Ebbensgaard sine 4 konkrete bud på, hvornår du trygt kan stole på AI, og hvornår du bør stole mere på dig selv.

Du kender det sikkert. AI skriver en mail, analyserer et dokument eller kommer med et forslag til en løsning. Svaret virker overbevisende, og du sender det videre. Ofte med god grund.

Men hvornår bliver vores tillid til teknologien så stor, at vi holder op med selv at tænke kritisk? Ifølge AI-ekspert og forfatter Ida Ebbensgaard er problemet ikke, hvor meget du bruger AI. Problemet er, hvad du bruger den til.

- Det er ikke i sig selv problematisk, at vi stoler på AI. Der, hvor tilliden bliver et problem, er, når den overtager den del af arbejdet, hvor det er din faglighed og dømmekraft, der skal gøre forskellen.

Her er hendes gode råd til, hvornår du kan læne dig op ad AI, og hvornår du bør stole mere på dig selv. 

1. Stol ikke lige meget på AI i alle opgaver

Vi løser tusindvis af forskellige opgaver hver eneste dag. Til nogle af dem er et hurtigt AI-svar ifølge Ida Ebbensgaard fint. Men når opgaven kræver analyse, faglige vurderinger eller beslutninger, skal du selv bringe din faglighed i spil.

- Det er ikke nok, at AI lyder overbevisende. Du skal selv kunne vurdere, om argumenterne holder, og om du kan stå inde for resultatet, siger hun.

AI er fx oplagt til rutineopgaver som at koordinere et møde, skrive en praktisk mail, strukturere noter eller opsummere et dokument. Men til gengæld bør du selv bevare styringen, når det handler om opgaver, hvor der ikke findes ét enkelt svar. Fx når du analyserer et regnskab, skriver et beslutningsoplæg, formulerer en juridisk vurdering eller udarbejder en kommunikationsstrategi.

2. Stol mindre på AI, når en fejl kan få store konsekvenser

De fleste af os ved godt, at vi bør faktatjekke AI’s svar. Alligevel får vi det ikke gjort så konsekvent, som vi burde. 

- En god tommelfingerregel er, at jo større konsekvenser en fejl kan få, desto mindre bør du læne dig op ad AI, ifølge Ida Ebbensgaard. 

Hvis dit navn står på en analyse, et notat eller et opslag på LinkedIn, er det nemlig også dig, der står på mål for kvaliteten.

- Viser det sig senere, at AI tog fejl, eller at argumentationen ikke holdt, er det din troværdighed, det falder tilbage på.

3. Lad AI være din sparringspartner og ikke omvendt

Den største risiko ved blind tillid er ifølge Ida Ebbensgaard ikke kun, at AI tager fejl. Det er, at vi langsomt vænner os til at lade teknologien stå for den analyse og tænkning, vi selv burde udføre. Derfor er det afgørende, at vi lærer at bruge teknologien rigtigt.

- Det handler ikke kun om kvaliteten af den mail eller rapport, AI hjælper dig med i dag. Det handler også om, at du risikerer at holde op med at bruge dine mentale muskler, når du lægger for meget i teknologiens hænder. 

Hendes konkrete råd er at vende arbejdsgangen om. Begynd selv med analysen, formulér de vigtigste pointer eller skriv den første konklusion. På den måde bliver AI en sparringspartner, der skærper dine argumenter, peger på blinde vinkler og styrker din faglighed.

- AI tager afsæt i dine egne præmisser og har en tendens til at give dig ret. Ændrer du præmisserne, ændrer svaret sig ofte også. Husk derfor altid aktivt at bede den om at være kritisk og udfordre dine argumenter. Den gør det ikke nødvendigvis af sig selv.

4. Lad ikke AI stå for din læring

Det sidste råd handler ikke om, hvordan du bruger AI. Men om, hvordan du bruger dig selv. 

- Vi skal huske at udvikle vores faglighed på længere sigt. Og derfor blive ved med at lære.

- AI kan hurtigt finde svar, opsummere rapporter og forklare komplekse emner. Men hvis vi altid nøjes med AI’s version, risikerer vi samtidig at gå glip af den viden og de nuancer, vi kun kan få ved selv at læse, undersøge og fordybe os, siger Ida Ebbensgaard.

Hun opfordrer derfor til at blive ved med at være nysgerrig og opsøge ny viden. Også når AI kan give et hurtigere svar.

- Den faglige ballast er ikke bare det, der gør dig i stand til at vurdere, om AI's svar holder. Det er også den, der gør dig til en dygtig vidensarbejder og det, der skal være din styrke fremover. 

Ida Ebbensgaards 4 råd: Sådan undgår du blind tillid til AI

1. Vælg de rigtige opgaver og brug AI til rutineopgaver - ikke til opgaver, hvor din faglighed skal gøre forskellen.

2. Tænk over konsekvenserne: Jo større konsekvenser en fejl kan få, desto mindre bør du læne dig op ad AI.

3. Tænk selv først: Lav analysen eller de vigtigste pointer selv, og brug derefter AI som sparringspartner.

4. Hold din faglighed ved lige: Bliv ved med at læse, undersøge og opbygge viden - også når AI kan give et hurtigt svar.