Gå til hovedindhold

Har ChatGPT gjort din chef til ekspert i dit arbejde?

Kathrin Kirchner

4 min.

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist

Med ChatGPT kan din chef på få sekunder blande sig i dit arbejde uden selv at være ekspert. Det kan være nyttig sparring, men også ende i mikromanagement. Her får du ekspertens råd til, hvordan du siger fra uden at afvise hverken chefen eller teknologien.

Måske har du allerede prøvet det. Din chef begynder pludselig at sende dig forslag fra ChatGPT til, hvordan du kan gribe dine opgaver anderledes an: En ny version af dit oplæg. Et alternativ til den strategi, du har foreslået. Eller en række argumenter imod den løsning, du selv er kommet frem til.

Nogle gange er det værdifuld sparring, men andre gange rammer forslagene ved siden af. Og selv når det er kvalificeret, kan det sætte dig i et dilemma, hvis din chef med AI i hånden bevæger sig så langt ind i dit arbejde, at din egen faglighed bliver tilsidesat.

- Chefer har altid kunnet stille spørgsmål, udfordre medarbejdernes løsninger og blande sig i den konkrete opgaveløsning. Men med generativ AI har de fået et nyt redskab til at bevæge sig længere ind i opgaver og områder, som de ikke selv er eksperter i, siger AI-ekspert Kathrin Kirchner, lektor på DTU, der forsker i, hvordan AI ændrer arbejde, ledelse og organisationer.

Det stiller ifølge Kirchner dig som medarbejder i en ny situation.

- Det afgørende er, hvilken rolle chefens AI-input får. Det skal være et bidrag til diskussionen og ikke et facit. Vi er i et nyt grænseland mellem ledere og medarbejdere, og som medarbejder kan du derfor blive nødt til at finde ud af, hvor grænsen går, hvis din chef ikke selv fornemmer det.

Vi tror, at AI gør os klogere, end vi er

En del af forklaringen ligger ifølge AI-eksperten i noget helt grundlæggende, som AI har forandret.

- Generativ AI har sænket adgangsbarrieren til viden. I dag kan vi alle sammen meget hurtigt få viden, perspektiver og løsningsforslag på områder, vi ikke selv har indsigt i. Det er på mange måder en fordel, men rummer også en risiko, siger hun.

- Adgang til viden er ikke nødvendigvis det samme som reel forståelse. AI kan give os en oplevelse af at vide mere, end vi faktisk gør, fordi vi får kvalificerede svar uden nødvendigvis at have den erfaring, praksis og fordybelse, der ligger bag.

Sammen med forskerkollegaen Svetlana Norkin kalder Kirchner fænomenet illusion of mastery: Når AI giver os en oplevelse af indsigt og sikkerhed, som ikke altid bunder i en tilsvarende dyb forståelse.

- Det betyder, at din chef pludselig kan komme med forslag, anbefalinger og perspektiver på områder, som vedkommende faktisk ikke selv har ekspertise i. Og det kan ske uden selv at være klar over, at hun eller han står på usikker grund, siger hun.

Grænsen går, når AI-input bliver til en forventning

Det behøver dog ifølge Kirchner ikke altid være et problem. Hvis chefens indblanding giver dig mere kvalificeret sparring, fører til bedre spørgsmål og udfordrer dig, kan det styrke kvaliteten af dit arbejde.

Spørgsmålet er, hvornår chefens brug af AI går fra at være værdifuldt modspil til at blive detailstyring. For AI-eksperten ligger en vigtig del af svaret i, hvilken status AI-forslaget får.

- Når din chef siger: ”Her er en interessant idé, jeg fik fra ChatGPT. Hvad tænker du om den?”, bliver teknologien brugt til at åbne en diskussion om opgaven. Så kan forslaget diskuteres, tilpasses eller forkastes, siger hun. Problemet opstår, når invitationen til diskussion bliver til en forventning om, at det er en anvisning, du skal følge.

- Det tipper i det øjeblik, AI-inputtet ikke længere er noget, du skal forholde dig til, men noget du skal gøre, fordi ChatGPT siger det, og fordi det er din chef, som beder dig om det. For som medarbejder har du stadig din egen viden, erfaring og dømmekraft. Det skal chefens AI-input ikke sætte ud af kraft, men spille sammen med, siger Kirchner og understreger, at det er præcis dér, sparring kan blive til mikromanagement og opleves som manglende tillid til dine vurderinger og den måde, du løser dine opgaver på.

Undersøg først, hvad din chef forsøger at gøre

Før du konkluderer, at din chef bruger AI som et nyt digitalt detailstyringsredskab, anbefaler hun dog, at du lige stopper op. For selv om det kan opleves som utidig indblanding i dit arbejde, behøver intentionen hverken være kontrol eller mistillid.

- Ledere er lige nu i gang med det samme eksperiment med AI som medarbejderne. De opdager, at ChatGPT giver dem mulighed for at bidrage på måder, de tidligere havde svært ved. Så måske er din chefs intention ganske enkelt at være en bedre sparringspartner eller at hjælpe dig, hvis du har for travlt.

Hun anbefaler, at du først undersøger, hvad der ligger bag, når din chef træder tættere på dine opgaver. Og om der faktisk er noget at hente i de input, vedkommende kommer med.

Tag samtalen – ikke en kamp om territorier

Hvis chefens AI-input alligevel begynder at fylde for meget eller gå for langt ind over din faglighed, er Kirchners råd ikke at kaste sig ind i en kamp om, hvem der må blande sig i hvad.

- Du skal have din egen viden og erfaring tilbage i samtalen. Du skal signalere til din chef, at AI-inputtet er noget, I kan drøfte, og som du derefter selv vurderer. Ikke en løsning, som du føler dig forpligtet til at rette dig efter, forklarer hun.

Du kan for eksempel sige: ”Tak for idéerne. Der er måske noget, jeg kan bruge. Jeg vil lige se på, hvad der giver mening i den her opgave, og hvad der ikke gør.” På den måde sætter du en grænse for chefens indblanding uden samtidig at afvise vedkommende eller inputtet.

- Det handler dels om dit mandat og om, hvilke opgaver der faktisk er dine. Men også om, at AI sagtens kan komme med en løsning, der virker overbevisende, uden at kende hele den konkrete sammenhæng og de erfaringer, du sidder med. Derfor kan et forslag se kvalificeret ud og alligevel ramme forkert. Det er ikke sikkert, at din chef selv er opmærksom på den forskel.

Gør grænsen til en fælles diskussion

Endelig påpeger Kathrin Kirchner, at samtalen ikke kun skal tages mellem dig og din chef. Det kan være en god idé at løfte den til resten af arbejdspladsen og sammen at få afklaret, hvordan AI skal bruges i forholdet mellem ledere og medarbejdere. Og hvor grænsen for chefers indblanding principielt skal gå.

- Det rejser nogle naturlige spørgsmål, som I er nødt til at forholde jer til sammen: Hvad skal vi bruge AI til i vores samarbejde, og hvor går grænsen?

- Svaret er ikke, at chefen ikke må komme med idéer eller blande sig i medarbejdernes opgaver. Men I skal finde ud af, hvornår AI gør chefen til en bedre sparringspartner, og hvornår det begynder at blive detailstyring. Den samtale kan du som medarbejder være med til at sætte i gang.

4 gode råd til at håndtere chefens AI-sparring

  1. Stop op, før du afviser: Se først på, hvad din chef forsøger at opnå, og om der faktisk er noget brugbart i AI-forslaget. Intentionen behøver ikke være kontrol eller mistillid.
  2. Sæt en grænse for AI-forslagene: Gør det klart, at du gerne vil diskutere chefens forslag, men ikke automatisk opfatter dem som noget, du skal følge. Sig: “Tak for idéerne. Lad mig se på dem og vurdere, hvad der giver mening i den her opgave.”
  3. Bring din viden og erfaring i spil: Et AI-forslag kan lyde overbevisende og stadig ramme forkert. Peg over for din chef på det, forslaget overser i den konkrete opgave.
  4. Tag den fælles snak om grænsen: Hvis AI skaber uklarhed om roller, så løft diskussionen på arbejdspladsen: Hvornår gør AI chefen til en bedre sparringspartner, og hvornår bliver det detailstyring?