Gå til hovedindhold

Hvad gør du med din første fuldtidsløn? Få inspiration fra eksperten

Første løn

1 min.

Lasse Skole Hansen

Den første fuldtidsløn kan føles som et chok på den gode måde. Som medlem af Djøf får du adgang til rådgivning og gode vilkår hos Lån & Spar. Og her giver Lån & Spars personlige rådgiver, Anders Caprani Winkel, gode råd til, hvad du kan gøre, når lønnen begynder for alvor at rulle ind.

Mange nyuddannede får deres første rigtige løn efter studiet. Hvad er det vigtigste, man bør gøre økonomisk, når de første lønninger begynder at tikke ind?

- Det første man bør overveje, når man får sin første rigtige løn, er at lægge en klar budgetplan, så man har et indblik i, hvad ens penge bruges på. Har du eventuelle fremtidsplaner, som indebærer boligkøb, rejser, familieforøgelse, skal der være plads i budgettet til disse drømme, forklarer Anders Caprani Winkel. 

Hvis du skal pege på tre gode ting at bruge sin første løn på, hvad vil du så anbefale man gør?

- Start med at giv dig selv en god gave for din første løn. Derefter skal du starte eller fortsætte en opsparing. Og så bør du overveje, om man kan undvære ekstra penge til pension udover det, som indbetales via arbejde.

Hvilke økonomiske fejl ser I typisk, at nyuddannede begår i starten af deres arbejdsliv?

- Mange nyuddannede bruger størstedelen af deres løn på forbrug, fordi de pludselig står med flere penge, end de førhen har været vant til. Dette må man naturligvis godt, men det kan bremse processen for eventuelle fremtidige drømme som køb af bolig. 

 

Hvor meget bør man tænke på opsparing og investering allerede fra den første løn?

- Investering bør nøje overvejes allerede fra første løn, da mange penge bliver til flere. Her opnår man det fulde potentiale af renters rente-effekten, og sikrer samtidig, at pengene ikke mister sin værdi på lang sigt. Opsparing skal altid overvejes – både til drømme, men også som et sikkerhedsnet til uforudsete udgifter. 

 

Hvad er dit bedste råd til nyuddannede, der gerne vil have både frihed i hverdagen og en sund økonomi på længere sigt?

- Prioritér en balance mellem forbrug og opsparing. Lav et realistisk budget, der giver plads til oplevelser, men sørg for at investere i både kortsigtede og langsigtede mål som opsparing og pension, så man kan realisere sine drømme. Det giver både økonomisk frihed og sikkerhed på længere sigt, afslutter Anders Caprani Winkel.