Gå til hovedindhold

Guide: Sådan finder du de AI-programmer, der passer bedst til dine arbejdsopgaver

Brian

Brian Nygaard underviser en lang række steder i kunstig intelligens.

3 min.

Annemette Schultz Jørgensen, journalist

ChatGPT, Claude, Copilot, Perplexity og Grok. Der kommer hele tiden nye AI-programmer til, og de fleste kan meget mere end blot at skrive tekst. Men hvilket program skal du vælge? AI-underviser Brian Nygaard guider dig til de vigtigste programmer og deres styrker.

Udvalget af AI-programmer vokser næsten fra uge til uge. ChatGPT, Claude, Copilot, Perplexity, Grok og mange andre, kan alle sammen hjælpe med alt fra tekstskrivning og analyser til oversættelser og idéudvikling. Men programmerne har forskellige styrker.

Så hvordan ved du, hvilket der er det rigtige til den opgave, du står med?

- De fleste AI-programmer kan ligne hinanden ved første øjekast. Men de er ikke lige gode til de samme opgaver. Du kan spare både tid og få markant bedre resultater ved at lære deres styrker at kende, siger AI-underviser Brian Nygaard, der i august afholder webinar for Djøf-medlemmer om valg af AI-programmer. 

– Mange leder efter ét AI-program, der kan det hele, og ender med at bruge kun det til alle opgaver. Men sådan bruger man ikke AI bedst. Programmerne udvikler sig hele tiden, og det, der bedst matcher dine behov i dag, gør det ikke nødvendigvis om en måned.

Her er Brian Nygaards bud på, hvad de mest udbredte programmer kan hver især, og hvordan du finder dem, der passer bedst til dig. 

WEBINAR: Hvilke AI-programmer skal du bruge? 

Hør Brian Nygaards bud på, hvordan du får overblik over AI-programmerne og vælger de værktøjer, der passer bedst til dine behov. Det sker d. 31. august kl. 15.00 - 15.50

Læs mere, og tilmeld dig

ChatGPT: Det bedste sted at begynde

ChatGPT er fortsat det AI-program, de fleste kender og bruger. Det er der en god forklaring på. 

- ChatGPT er alsidigt og bredt anvendeligt. Det er let at komme i gang med og kan løse mange af de opgaver, de fleste vidensarbejdere møder i deres arbejdsliv, siger Brian Nygaard. 

Han kalder programmet et godt allround-værktøj. Det kan hjælpe med alt fra idéudvikling og tekstproduktion til oversættelser, opsummeringer og sparring om komplekse problemstillinger.

Samtidig er det blandt de mest kreative af AI-programmerne og er derfor særligt stærkt til formuleringer, nye idéer og visuelt indhold som billeder, grafer og præsentationer.

Perplexity: Når fakta og kilder er vigtigst

Arbejder du mere med research, analyser eller juridiske problemstillinger, peger han på Perplexity.

- Perplexity egner sig især godt til det arbejde, som mange jurister laver. Men er også et stærkt værktøj til andre faggrupper, der laver meget research, siger han. 

Perplexity adskiller sig fra andre chatbots ved konsekvent at vise, hvilke kilder den bygger sine svar på, og har gjort det fra programmets begyndelse. Det gør det nemt at tjekke svarene, finde og læse de oprindelige kilder.

Det gør ifølge Brian Nygaard programmet et godt valg for dig, der arbejder med research og dokumentation. Fx analytikere, konsulenter, specialister og embedsmænd, som ofte har brug for at kunne underbygge konklusioner med troværdige kilder.

Claude: Når AI skal hjælpe med hele processen

Claude er et AI-program, der vinder stærkt frem i øjeblikket. Det kan løse mange af de samme opgaver som ChatGPT, men på en mere struktureret måde. 

- Claude er især stærk, når AI ikke bare skal løse én opgave, men hjælpe dig gennem en hel arbejdsproces. Den er god til at opbygge faste arbejdsgange og lade AI udføre flere opgaver i forlængelse af hinanden - det, der ofte kaldes AI-agenter. Derfor er den et oplagt valg, hvis du arbejder med større projekter eller mange tilbagevendende opgaver, siger Brian Nygaard.

Det kan for eksempel være, når AI skal klare en hel kæde af opgaver - fra informationssøgning og bearbejdning til et første udkast og det færdige produkt.

Når først processen er sat op, kan den genbruges, hver gang du står med en lignende opgave.

Copilot: Hvis du arbejder i Microsoft

Copilot er et AI-program mange kender til, men, vurderer Brian Nygaard, ikke det bedste, når det kommer til at få gode svar. Til gengæld er programmet integreret direkte i Word, Outlook og resten af Microsoft 365.

- For mange offentligt ansatte og medarbejdere i større organisationer og virksomheder er Copilot den chatbot, de møder først, og som de bruger mest. Både fordi den er installeret i de programmer, man allerede arbejder i, og fordi mange arbejdspladser har valgt den som deres AI-løsning, siger han. 

Copilot er ikke nødvendigvis det mest avancerede AI-program. Men foregår din arbejdsdag i forvejen i Word, Outlook, Excel og Powerpoint, kan det være den løsning, der giver bedst mening, fordi AI-funktionerne er bygget direkte ind i dine eksisterende programmer.

Derfor skal du prøve dig frem

Foruden ChatGPT, Perplexity, Claude og Copilot findes mange andre, som fx Grok og Gemini. De mest anvendte er alle amerikanske, men der findes også europæiske som Le Chat og Chat.dk. 

Ifølge Brian Nygaard findes der dog ikke noget kort svar på, hvilke programmer der passer bedst til dig. Det er noget, du selv skal afgøre. 

- Programmerne har forskellige styrker og svagheder, og det bedste valg afhænger af dine behov som bruger. Derfor er det vigtigt, at du prøver dig frem, og at du altid er åben over for at bruge flere programmer.

De fleste af de store AI-programmer kan afprøves gratis. Han anbefaler, at du vælger to eller tre programmer og bliver klogere på, hvilke du foretrækker, ved at stille programmerne præcis det/de samme spørgsmål. 

- Det tager dig kun få sekunder at kopiere samme spørgsmål ind i spørgefeltet i hver chatbot. Og det vil lynhurtigt give dig et godt billede af, hvordan de forskellige programmer arbejder, og hvor deres styrker er.

Den vigtigste AI-kompetence er at følge med 

Og når du har fundet de AI-programmer, der fungerer godt for dig, er Brian Nygaards sidste råd ikke at stoppe der. 

- AI udvikler sig i et tempo, hvor programmerne løbende overhaler hinanden, og nye udgaver/funktioner bliver lanceret næsten hver uge. Det program, der er bedst til én opgave i dag, kan hurtigt ændre sig, siger han. 

– Det vigtigste er, at du ikke tror, at du skal finde det ene perfekte AI-program en gang for alle. Gør det til en vane at følge med i udviklingen og afprøve nye muligheder. Og gentag med jævne mellemrum øvelsen at stille de samme spørgsmål. 

At kunne navigere i et AI-landskab, der hele tiden forandrer sig, er ifølge Brian Nygaard blevet en vigtig generel kompetence i sig selv. Og derfor er det en god idé at lære at holde kompetencen ved lige. 

Overblik: Her er de mest anvendte AI-programmer, og hvad de især er gode til.

ChatGPT

Et alsidigt allround-værktøj til tekst, idéudvikling, formuleringer, oversættelser, billeder, grafer og præsentationer.

Perplexity

Research, analyser og opgaver, hvor kilder og dokumentation er afgørende. Særligt velegnet til jurister og andre, der arbejder meget med research.

Claude

Større arbejdsprocesser, AI-agenter og faste workflows. God til at arbejde struktureret og håndtere flere opgaver i forlængelse af hinanden.

Copilot

Tæt integreret med Word, Outlook, Excel og resten af Microsoft-universet. Nemt valg, hvis du arbejder i Microsoft 365. 

Gemini (Google)

Googles chatbot har udviklet sig markant det seneste år og er efterhånden et godt alternativ til andre store AI-programmer.

Grok (xAI)

Særligt god til helt aktuelle nyheder og mere direkte svar på kontroversielle emner, som andre chatbots ikke vil svare på).

Le Chat (Mistral AI)

En europæisk chatbot og derfor interessant for organisationer eller brugere, der foretrækker den europæiske løsning.

Chat.dk

En dansk chatbot, som kan være et alternativ for dig, der ønsker en gå den vej. Programmet er dog slet ikke på niveau med de største amerikanske modeller.