Sådan undgår du, at studiejobbet bliver dit første fuldtidsjob

1. Punktlighed er en social konstruktion.
- Mød lidt tilfældigt ind. Endnu bedre er det, hvis du varierer dine ankomsttidspunkter, så ingen helt ved, hvornår de kan forvente dig. Det skaber spænding for dine kollegaer i en ellers kedelig hverdag, forklarer Hoshyar Palani-Jafi.
2. Gå før tid
- At blive hele sin arbejdstid er en farlig glidebane. Det signalerer stabilitet. Stabilitet kan føre til ansvar. Ansvar kan føre til fastansættelse. Det går ikke. Derfor er det vigtigt at mestre kunsten at forsvinde.
3. Tag feedback personligt og ignorer den bagefter
- Hvis du får feedback, så sørg for at se meget såret ud. Feedback er jo bare en måde, virksomheden forsøger at gøre dig bedre på – og det er det sidste, du har brug for.
4. Spis frokost alene
- Frokostpausen er et minefelt. For det er her, folk snakker sammen, griner, lærer hinanden at kende og finder ud af, hvem der faktisk er rar at arbejde med. Og det er farligt. Derfor: Spis altid frokost alene.
5. Vær allergisk over for initiativ
- Hvis du ser et problem, så lad det være. Hvis du har en idé, så hold den for dig selv. Hvis noget kunne gøres smartere, så tænk: Det er ikke mit bord.


