Gå til hovedindhold

Tre trin til bedre trivsel for ledere

3 min

Af ledelsespolitisk rådgiver i Djøf Stine Bjerre Herdel

Lederes trivsel er en agenda, der i de senere år har fået mere fokus. Helt enkelt fordi ledere, der trives, er bedre ledere. Både når det handler om at skabe bedre arbejdsmiljø, og når det kommer til at skabe resultater. Så hvis ledertrivslen ikke er på agendaen i din organisation, så får du her et bud på, hvordan I kan arbejde med den.

Der er meget på spil i lederes arbejdsliv. Beslutninger skal træffes, mennesker skal lykkes, resultater skal skabes, og retning skal holdes, også når hverdagen er kompleks, tempoet er højt, og kravene trækker i flere retninger. Det er både det, der er spændende ved ledelse, og noget af det, der faktisk motiverer rigtig mange ledere, men det kan også udfordre trivslen, hvis rammerne for at bedrive ledelse ikke er optimale.

Stine Rasmussen og Jan Heiberg Johansen fra Aalborg Universitet er begge forskere, som er dykket dybt ned i forskningen i de faktorer, der påvirker lederes trivsel negativt og positivt. De har gennemgået intet mindre end 698 forskningsartikler om lederes trivsel fra 1950’erne og frem, og deres konklusion er meget klar:

Ledere, der ikke trives, påvirker ikke bare den enkelte personligt, det påvirker også medarbejdere og resultatskabelse og ikke mindst lysten til at blive i lederrollen. Omvendt, når ledere trives, styrkes muligheden for at skabe retning, udvikling og et godt arbejdsmiljø. Kort sagt: Ledere i trivsel er bedre ledere.

Det betyder ikke, at lederjobbet skal være uden pres, svære beslutninger eller kompleksitet. Det er en del af ledelsesopgaven. Men det betyder, at der bør være en opmærksomhed på de rammer, som ledere har for at udøve ledelse, både i dagligdagen og når opgaven er vanskelig.

Ledertrivsel er derfor ikke et blødt sideemne, der bor nede i HR, men et organisatorisk anliggende, der bør have høj prioritet, fordi det er afgørende for at bevare engagement, handlekraft og arbejdsglæde over tid.

Det er ikke dit ansvar alene

Men hvad er egentlig ledertrivsel? Der er selvfølgelig den måske oplagte dimension, som handler om pauser, søvn, tid til at spise og personlig robusthed. Den del skal du som leder ofte selv forsøge at tage hånd om ved for eksempel at arbejde med dine grænser, din restitution, dine prioriteringer og dine strategier til at håndtere krydspres.

Men forskningen peger også på en anden og meget vigtig dimension, som er afgørende for din trivsel som leder, og den dimension er i højere grad et organisatorisk anliggende. Det er den del, der handler om dit ledelsesrum, dit mandat, støtten fra din egen leder, adgang til sparring, relationerne i ledergruppen, klare forventninger oppefra og mulighed for at prioritere. Kort sagt kan man kalde det ‘dine rammer for ledelse’.

De rammer bliver påvirket af den kultur og de forventninger, der er i organisationen. Både mellem dig og din egen leder og i ledergruppen. Hvis du af din egen leder får tildelt et ansvar uden tilstrækkeligt mandat, ressourcer, sparring eller opbakning, bliver ledelsesrummet uklart, og et uklart ledelsesrum øger risikoen for lavere trivsel, siger forskningen. Omvendt kan et klart ledelsesrum skabe bedre prioriteringer, mere mening, større tryghed og bedre resultater.

Derfor er det afgørende, at ledertrivsel bliver noget, man taler om og arbejder med i fællesskab – i ledergruppen, med egen chef og i organisationen som helhed.

Tre steder at starte

1. Afklar dit ledelsesrum
Et uklart ledelsesrum kan gøre lederrollen grænseløs. Derfor bør det løbende afklares og justeres med din egen leder. Sørg for at få klare aftaler om mål, mandat, ressourcer og forventninger, og vær opmærksom på, at du får afstemt dem løbende. Ved du, hvor du selv kan beslutte, hvor du skal involvere andre, og hvor der er brug for prioritering oppefra? Det er din leders ansvar, at de ting står klart, og hvis de ikke gør, bør du adressere det.

2. Brug ledergruppen som mere end et driftsrum
Mange ledergrupper bruger det meste af tiden på sager, drift og koordinering. Men ledergruppen kan også være et vigtigt rum for sparring, læring og fælles prioritering, og forskning peger på, at ledere, der indgår i velfungerende ledergrupper med psykologisk tryghed, trives bedre. Det er derfor en god ide at sætte fokus på relationer og samarbejde i ledergruppen, og I kan med fordel sætte et punkt på agendaen, hvor I diskuterer: Har vi et rum, hvor vi kan sparre og tale om ledelse – og ikke kun om opgaver? Kan vi tale trygt om fejl, tvivl og svære prioriteringer? Hvordan hjælper vi hinanden med at sætte grænser?

3. Lav en trivselsaftale med dig selv
Hvad styrker din energi og handlekraft som leder? Hvad dræner dig? Hvad kan du selv ændre, og hvad skal du tage op med din leder eller ledergruppe? En enkel aftale med dig selv kan gøre det lettere at handle konkret og opdage, hvornår der er noget, der skal justeres. 

I Djøf har vi udarbejdet et inspirationsoplæg, Ledertrivsel – en fælles opgave, hvor du kan læse mere om, hvilke faktorer der påvirker lederes trivsel, og hvordan man kan arbejde med ledertrivsel både individuelt og organisatorisk.

Du finder også refleksionsspørgsmål og konkrete greb, som kan bruges alene eller i ledergruppen.

Læs hele oplægget og få inspiration til, hvordan du og din organisation kan arbejde mere systematisk med ledertrivsel i hverdagen.