Brug AI som konsulent: Tre principper og værktøjer, du kan anvende i dag
Loa Brix rådgiver og underviser i brugen af AI og er programchef i AI-kompetencepagten
- Hvis du som konsulent vil bruge AI i specifikke opgaver, skal det helst give dig mere end bare tidsbesparelser. Jeg anbefaler, at du kigger på om en AI-løsning kan Frigøre tid, Udvikle dig som rådgiver eller har anden Nytteværdi, det kan fx være at produkterne bliver bedre, eller du kan sælge mere.
Sådan siger Loa Brix, der rådgiver og underviser i brugen af AI og er programchef i AI-kompetencepagten. Her får du hendes enkle greb, du kan bruge allerede i dag, hvis du vil styrke dit konsulentarbejde.
Loa Brix inddeler brugen af AI i tre faser: Find, Forstå og Forklar.
1. Start med at finde den viden, du vil bruge. Effektivt.
Når du forbereder dig til et kundemøde, handler det ofte om at få styr på en branche, et marked eller et emne, du ikke nødvendigvis er ekspert i. Her kan AI hjælpe dig med at få et effektivt overblik.
Loa Brix foreslår at bruge et værktøj som Perplexity til netop denne fase, da den hallucinerer mindre end andre værktøjer, det vil sige den er mindre tilbøjelig til at opdigte information.
Perplexity giver dig kilder med links, og du kan blive ved med at stille spørgsmål, til du føler emnet er godt dækket af. Ifølge Loa Brix er denne fase vigtig til at kvalificere din søgning og finde de kilder, du vil dykke videre ned i.
- Som konsulent har du brug for at forstå din kundes virkelighed. Hvis du fx skal arbejde med en kunde i finanssektoren, skal du være god til at finde frem til den viden, der gør dig i stand til at forstå mekanismerne i netop dén branche, siger Loa Brix.
2. Dyk ned i og forstå stoffet med hjælp fra AI
Når du har samlet kilder og links, er næste skridt at fordybe dig i dem, så du forstår emnet godt. Her anbefaler Loa Brix værktøjet NotebookLM. Det fungerer som en digital notesbog, hvor du selv lægger dine kilder ind – og derefter kan stille spørgsmål, få pointer trukket ud og skabe overblik.
Fordi værktøjet kun arbejder med det indhold, du selv har udvalgt, bliver det lettere at være kritisk og undgå støj fra andre kilder.
- Det er en luksus-læringsproces. Du springer ikke bare i mål – du får faktisk mulighed for at forstå mere og tænke selv, og kan stille kritiske spørgsmål om stoffet. Det er en langt mere effektiv måde at lære om vores tænkte kunde i finanssektoren, forklarer Loa Brix.
NotebookLM kan også lave en kort video, en tidslinje eller en podcast med to AI-værter, der taler om det stof, du har lagt ind. Det lyder måske som en gimmick, men det kan give et andet perspektiv på materialet at lytte til det – det gør det nemmere at huske og forstå.
3. Forklar: Gør din viden overbevisende med hjælp fra AI
Nu forstår du dit stof godt, og nu skal du kunne formidle det klart og overbevisende til kunden eller din organisation.
Her kan AI hjælpe dig med at vinkle budskaber og skærpe din argumentation. Loa bruger sprogmodeller som ChatGPT som en slags kommunikationskonsulent:
- Jeg bruger AI til at perspektivere og bearbejde mit stof – så det bliver lettere at formidle. Jeg kopierer simpelthen de bedste svar fra NotebookLM ind i fx Chat GPT og får dens støtte til at omformulere det til noget der kan kommunikeres videre, siger hun.
Når du har dine pointer på plads, kan du bruge værktøjer som Gamma til at få lavet et første udkast til en præsentation.
Fordelen med denne proces er, at alt arbejdet sker på baggrund af indhold, du selv har kvalificeret, kilder du selv har tjekket, og stof, du har forstået i dybden. Som AI’en så kan hjælpe dig med at lave til et godt slideshow, du kan præsentere for kunden.
Webinar: Ai i praksis – styrk dine kundemøder
Mød Loa Brix og få hendes bedste tips til at bruge AI til kundemøder. Det sker d. 22. september kl. 15.00 – 15.50