Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Få rådgivning om løn og ansættelsesvilkår på hverdage mellem 9.00-14.30.
Bemærk: Vi holder lukket den 1. maj.
Nogle af de forbedringer, der blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne i 2024, gælder fra 1. april. Det gælder forbedringer i forhold til pension, løn og opsparing af frihed.
Er du ansat i staten, stiger din pension til 18,07% pr. 1. april 2025 – også hvis du er i en lederstilling.
Som noget nyt kan den del af pensionsbidraget, der overstiger 15%, helt eller delvist udbetales som løn eller indbetales til en opsparingsordning i din pensionskasse.
Du vælger naturligvis selv, om du ønsker at benytte de nye muligheder. Dit valg gælder for et år ad gangen. Hvis du ikke benytter mulighederne, indbetaler din arbejdsgiver hele pensionsbidraget til pensionskassen.
Får du rådighedstillæg, er pensionen af det fortsat 12,5%. Hele pensionen af rådighedstillægget kan helt eller delvist udbetales som løn eller indbetales til opsparingsordningen. Også her gælder dit valg for et år ad gangen, og hvis du ikke benytter de nye muligheder, indbetaler din arbejdsgiver hele pensionsbidraget til pensionskassen.
Din arbejdsgiver vil give dig helt praktiske anvisninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis du vil benytte muligheden for at få udbetalt en del af din pension som løn eller få indbetalt en del af din pension til opsparingsordningen.
Læs mere om den nye opsparingsordning hos P+
Er du ansat i staten, bliver din løn pr. 1. april 2025 reguleret med 0,41%.
Lønreguleringen blev aftalt ved OK24. På aftaletidspunktet forventede man en højere samlet lønregulering pr. 1. april 2025, da man på det tidspunkt forventede en positiv udmøntning fra den såkaldte reguleringsordning, der sørger for parallelitet mellem den offentlige og private lønudvikling.
Det har dog vist sig, at lønudviklingen på det private område ikke har været helt så positiv som ventet. Reguleringsordningen udmønter derfor negativt, og den samlede lønregulering bliver 0,41% i stedet for de forventede 1,31%.
Fra 1. maj 2025 kan du opspare dine særlige feriedage og op til 8 dages godkendt merarbejde til senere brug. Du kan opspare op til 15 dage i alt.
Du har ret til at afholde op til 8 dage om året, og du kan afholde op til 2 dage sammenhængende. Konkrete tidspunkter for afholdelse aftales med din leder, ligesom du også kan aftale med din leder, hvis du ønsker at afholde flere dage i træk eller mere end 8 dage på et år. Du kan afvikle friheden både i timer og dage.
Hvis du bliver syg, lige før du efter planen skal afholde opsparet frihed, skal den ikke afholdes, men i stedet gemmes til senere.
Du kan også vælge at få den opsparede frihed udbetalt, hvis du aftaler det med din leder.
Hvis du fratræder din stilling og har opsparede feriedage, bliver de udbetalt ved fratrædelsen.
Vil du opspare dine særlige feriedage, skal du hvert år give besked senest 1. september.
Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Få rådgivning om løn og ansættelsesvilkår på hverdage mellem 9.00-14.30.
Bemærk: Vi holder lukket den 1. maj.