Er du ansat eller tidligere ansat i KMD? Så kan du have krav på efterbetaling af mistet pensionsafkast.
Måske husker du, at Djøf i maj og juni 2023 orienterede om et muligt tab for medarbejdere i KMD, der skiftede pensionsselskab. Ved KMD’s skift af pensionsleverandør fra Sampension til Velliv kunne medarbejderne selv bestemme, om de også ville flytte de allerede opsparede beløb. Valgte du at anmode om at få flyttet din opsparing, stod pengene i en måned til forrentning på 0% i stedet for at blive i det investeringsmiljø, hvor pengene hidtil havde været.
Det mener Djøf ikke var lovligt.
Derfor har Djøf anlagt en retssag, for at få afgjort, om vores medlemmer kan kræve erstatning for tab. Djøf er gået sammen med fem andre forbund, så der er anlagt retssager både af Djøf, HK, DM, IDA, Lederne og PROSA.
Ca. 650 KMD-kolleger er allerede en del af sagen. Der er stor forskel på, hvor mange penge den enkelte kan være gået glip af. Det er forrentningen af din opsparing i en måned. Forrentningen er forskellig fra måned til måned. Nogle har ikke lidt et tab, fordi der i den pågældende måned var negativ forrentning af kapitalen. Højdespringeren har et krav på mere end 250.000 kr., så det kan godt betale sig at tjekke dine forhold.
Djøf kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad dit krav vil være. Har du lidt et tab, har du en mulighed for at komme med i sagen.
Retssagen føres som et såkaldt gruppesøgsmål. Gruppesøgsmålet er godkendt af retten, og retten har fastsat en endelig frist for tilmelding til gruppesøgsmålet. Selvom retssagen er anlagt i 2023, giver det lige nu en særlig mulighed, som gør at vi også kan tilmelde nye til retssagen.
Vi skal bruge dit policenummer hos Sampension. Enkelte kan have haft flere policer. Har du haft flere policer, skal vi have policenummer på dem alle.
Nye deltagere skal rette henvendelse til djoef@djoef.dk – husk at anføre dit policenummer. For at vi kan nå at sikre, at alt er i orden, inden fristen udløber, skal vi høre fra dig hurtigt og senest den 15. august 2025.
Er du allerede en del af sagen, vil du få en direkte henvendelse fra Djøf eller fra SIRIUS advokater, der fører sagen. Det er vigtigt, du hurtigt læser og reagerer på henvendelserne, fordi det handler om dit personlige krav i sagen. Er du en del af sagen behøver du ikke gøre noget, før du får direkte besked.
Er du endnu ikke medlem af Djøf må du gerne kontakte os for en drøftelse af, om du ved indmeldelse kan blive en del af sagen.
Du skal selvfølgelig have været ansat i KMD inden maj 2020, hvor der blev skiftet pensionsleverandør, og i forbindelse med skiftet have anmodet om at få dine allerede opsparede pensionsmidler overført fra Sampension til Velliv.
KMD er ikke involveret i sagen. Det er alene et anliggende mellem pensionsselskabet og pensionsselskabets (tidligere) kunder.