Jørgen Grønnegård er Årets Djøf Senior

Der er ingen tvivl om, at Jørgen Grønnegård Christensen i sit seniorliv har bidraget til samfundet, hvilket også er grunden til, at han hædres som Årets Djøf Senior 2025.

Kåringen fandt sted 7. april 2025 i Ældre Sagens lokaler Formålet med udnævnelsen er at hædre en særlig præstation, som en af Djøfs medlemmer har leveret som senior og at fremhæve, at man også efter overgangen til seniorlivet kan yde til gavn for samfundet.  

Juryen fremhæver Grønnegårds ordentlighed og integritet. Han har konsekvent udfordret forvaltningssystemet og har aldrig været bleg for at kritisere det og de lovgivningsmæssige rammebetingelser.

Juryen beskriver Grønnegård som et fagligt fyrtårn og en sjældent respekteret autoritet, der er ”et lysende eksempel på, at man som senior med sin viden, livserfaring og ubestikkelighed kan være med til at gøre en positiv forskel for vores samfund”. 

Da Årets Djøf Senior selv bliver spurgt ind til, hvad hæderen betyder for ham, hæfter han sig ved, at udnævnelsen ikke kun handler om ham, men om et større skifte i samfundets syn på seniorers bidrag. Han ser det som et tegn på, at erfaring og viden fortsat værdsættes, uanset alder: 

- Det er jo ikke så meget mig, det handler om. Jeg ser det som en anerkendelse af, at folk, der er oppe i årene, stadigvæk har nogle muligheder for at bidrage til samfundet i bred forstand. 

Grønnegaard uddyber: 

- Jeg ser det jo også som et udtryk for, at normerne i samfundet har udviklet sig i en positiv retning, så der er åbenhed for, at folk, der for længst har passeret pensionsalderen stadigvæk, er nogen, man kan trække på i forskellige sammenhænge, hvor der er opgaver, som skal løses. Og hvor de har forudsætninger for at bidrage.

I mere end et halvt århundrede har Jørgen Grønnegård Christensen arbejdet med offentlig forvaltning i Danmark. Som ung nyuddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1970 kastede han sig over det politiske maskinrum og begyndte sin karriere i Finansministeriet på Slotsholmen.

Det var først, da han vendte tilbage til Aarhus Universitet i 1976 og senere blev ansat som professor i forvaltning ved Institut for Statskundskab i 1984, at han for alvor begyndte at sætte sit præg.

Med over 234 publikationer om forvaltning, bureaukrati, regulering og embedsværk samt arbejde i en lang række kommissioner og udvalg har Grønnegård, om nogen, vendt hver en sten inden for den offentlige forvaltning og centraladministration.

Som nestor på området har han derfor ikke blot analyseret, men også udfordret og formet forståelsen af, hvordan den offentlige sektor fungerer – og måske især, hvordan den bør fungere. 

I forbindelse med udnævnelsen som Årets Djøf Senior har Djøf talt med ham om hans karriere- og seniorliv. Men når snakken falder på Grønnegårds egne præstationer, understreger han, at det er op til andre at vurdere hans største bidrag. Han fremhæver dog en særlig indsats, som han mener har haft stor betydning for hans karriere: 

 - Jeg mener, at jeg trods alt har bidraget til at skabe en større forståelse for den måde, som vores regeringssystem og vores forvaltningssystem fungerer på, på både godt og ondt.

Jørgen Grønnegaard fortsætter:

- Det har nogle stærke sider forstået på den måde, at det er et utroligt tilpasningsdygtigt system, og det har ændret sig glidende i forhold til ændringer i det omgivende samfund, også i forhold til de politiske krav, der bliver stillet til forvaltningen.

Han uddyber de udfordringer, systemet har: 

- Den negative side af det er jo, at vi også har et administrativt system, som i hvert fald på nogle punkter er ret tungt. Effektivitet i sådan en klassisk omkostningsforstand spiller ikke den helt store rolle. Og den regelbyrde, der følger med den måde, Danmark bliver styret på, vokser jo også konstant til trods for, at man den ene gang efter den anden har talt om, at man burde gøre noget for at lette byrden. 

I 2012 skiftede Jørgen Grønnegård Christensen titlen som professor i offentlig forvaltning ud med professor emeritus. Men for den erfarne politolog fra Århus har dette skifte ikke betydet et farvel til arbejdet, tværtimod.

En særlig milepæl i hans karriere kom nemlig først efter hans pensionering, da han blev bedt om at stå i spidsen for den ekspertgruppe, der skulle vurdere håndteringen af covid-19-pandemien i 2020: 

- Noget af det mest spændende, jeg har beskæftiget mig med, var, da Folketinget tilbage i 2020 bad mig om at stå i spidsen for vurderingen af den indledende håndtering af covid-19-pandemien.

Han fortsætter: 

- Den vurdering var virkelig spændende, fordi det gav et helt usædvanligt indblik i den måde, den politiske og den administrative maskine fungerer på, og hvordan de kan spille sammen. 

For den garvede forvaltningsekspert gav arbejdet med håndteringen af covid-19 ham nye perspektiver og forståelser af systemet:  

- Det har været en øjenåbner på flere punkter, fordi det først og fremmest var med til at demonstrere, hvor utroligt fleksibelt et system, vi har. Ifølge Grønnegaard så han fleksibiliteten i et nyt lys:  

- For da man på regeringsniveau erkender, at vi står over for en potentielt faretruende krise, lykkedes det jo i løbet af ganske kort tid at omstille både regeringen og centraladministrationen og de centrale dele af den offentlige forvaltning, specielt i regionerne, til at håndtere den meget kritiske situation, vi oplevede i foråret 2020. 

Og det var en øjenåbner: 

- For normalt inden for mit felt, fokuserer man rigtig meget på de træghedsmekanismer, der er i den offentlige sektor, og de er der helt bestemt, det skal jeg ikke benægte. Men man så altså her, at til trods for de trægheder, der er indbygget i systemet, er det altså sådan, at hvis der bliver givet et klart signal fra politisk hold til, at nu er der noget her, vi skal prioritere frem for alt andet, så er systemet i stand til at følge med.

Grønnegaard så arbejdet som både en udfordring men også en stor anerkendelse: 

- Jeg tænkte to ting: Jeg tænkte for det første, at det her bliver godt nok et kæmpe arbejdspres, vi kommer til at stå med. Men omvendt så var der jo også, må jeg erkende, en vis stolthed over, at man fra politisk side bredt havde tillid til, at den opgave skulle jeg nok kunne klare.