Bureau-CEO: Her er de fem konsulent-kvaliteter, jeg kigger efter

Nicolaj Taudorf Andersen

Nicolaj Taudorf Andersen

3 min.

Lasse Skole Hansen
Kopier link

Hvad skal den dygtige konsulent kunne i 2025? Vi har spurgt CEO og founder af bureauet RadiusCPH, Nicolaj Taudorf Andersen. Ifølge ham er det vigtigste i en ekstremt foranderlig verden udsyn, forretningsforståelse og nysgerrighed. Og så har han en uomgængelig bonus-faktor.

- Præmissen for vores arbejde som konsulenter ændrer sig fra dag til dag. Sådan er vores tid bare, og det stiller nogle særlige krav til os, der lever af at rådgive virksomheder og mennesker.  Ordene kommer fra Nicolaj Taudorf Andersen, der har over 25 års erfaring som rådgiver inden for især kommunikation og public affairs. Vi har sat bureau-CEO’en stævne for at blive klogere på, hvad den dygtige konsulent i 2025 skal kunne. Få hans svar her, og brug dem til selv at blive en bedre konsulent allerede i morgen.

Fra udsyn til AI: Dette skal den moderne konsulent mestre – ifølge Nicolaj Andersen

1. Udsyn

- Jeg vil gerne ansætte personer, der gør en aktiv indsats for at forstå det samfund og den verden, vi er en del af. Holder tæt øje med nyhedsbilledet samt dybere dagsordner og mekanismer, der driver udvikling og forandringer – i hele verden. Kontekstforståelse har aldrig været vigtigere, for vi lever i en ekstremt uforudsigelig tid, hvor præmisserne for kommunikation ændrer sig fra dag til dag. For eksempel er rigtigt meget oppe i luften på grund af nyt politisk regime i USA. Ud over pludselige toldafgifter, så sker der eksempelvis en kursjustering på CSRD-området og diversitetsdagsordnen, som kommer ud af USA-ændringerne. Det skal man som rådgiver være på forkant med for at understøtte kunder og organisationen godt.

Hvem er Nicolaj Taudorf Andersen?

CEO og founder af bureauet RadiusCPH, der rådgiver om kommunikation, public affairs, analyser og kampagner.

Find Nicolaj på LinkedIn

2. Forretningsforståelse

- Kommunikation skal i bund og grund understøtte forretningsstrategien, og det virksomheden eller organisationen er sat i verden for. Jeg kigger efter personer, der nysgerrigt og kompetent går til den opgave. Vores kandidater skal derfor også være dygtige til at løse problemer, der er tæt forbundet med forretningen og hvordan verden ændrer sig, da det påvirker forretningen i ekstrem grad lige nu. Grænserne mellem management-konsulenter og kommunikationsrådgivere er reelt udflydende i dag.

3. Kernefaglighed

- At være dygtig til det skriftlige går aldrig af mode – heller ikke selvom vi kan prompte os til meget efterhånden. Originalitet i stil og tone, personlighed og generelt at kunne få budskaber igennem via skrift på tværs af kanaler og platforme kigger vi (stadig) efter. Vi ser også i højere og højere grad behovet for at have 2-3 kernediscipliner fremfor en ”kommunikationsblæksprutte”, der kan lidt af det hele. 

4. AI

- Det er i fuld gang med at ændre den måde, vi arbejder på. Vi leder efter dem, der enten kan eller som øver sig i at vide, hvornår man bruger værktøjerne til hvad og hvornår. Dem, der forstår teknologiens præmisser – og begrænsninger – for det er ikke et mål, at få ChatGPT til at løse ens opgave 100 %. Men det kræver noget forskelligt alt efter formål og step i processen. Derudover dem, der har modet på at turde lære sådan nogle som mig tips, tricks og hacks, for den unge generation har virkelig en forlomme i deres digitale forståelse. Vi holder selv et internt Academy til uddannelse af hinanden, og det er bare én måde, vi prøver at bringe nysgerrigheden ind i vores rådgivning.

5. Læringsvillighed

- Vi forventer ikke, at studerende og nyuddannede kan vinkle en historie som en tidligere journalist med 20 års erfaring, eller bidrage til kommunikationsstrategier som en der har hundredvis af rådgivningsforløb og præsentationer i bagkataloget. Vi leder efter nysgerrighed og en gejst for at ville lære og udvikle sig – både personligt og fagligt. For vi skal lære hele livet, og karriereveje er ikke snorlige. Dét kræver, at man gør sig umage, kan tage imod feedback og er reflekteret over egne evner.  

6. Bonus

- Folk, der er gode og omsorgsfulde kollegaer, der bidrager til en god kultur og arbejdsplads. Vi har - taget verdenssituationen i betragtning - brug for de gode, nære relationer, og idet vi bruger mange vågne timer på at arbejde, så vil vi gerne omgive os med personer, der bidrager positivt til ens hverdag.