- Erhvervsøkonomer, der omfavner AI og forstår at bruge den, står stærkest på fremtidens arbejdsmarked. Sådan lyder det fra Frederik Iuel, som dagligt rådgiver Djøf-medlemmer om deres arbejdsliv.
Frederik Iuel fremhæver fire færdigheder, du som erhvervsøkonom skal holde skarpe, når AI rykker ind.
Fire AI-færdigheder, som styrker din karriere
1. Nysgerrighed og eksperimenter er fundamentet
- Det er vigtigt, at man som erhvervsøkonom ser AI som et værktøj, man skal være nysgerrig på. Det er kommet for at blive, så man bør tilegne sig en grundlæggende viden om, hvad det kan, og hvordan det fungerer, forklarer Frederik Iuel.
Sådan gør du: Eksperimentér med at bruge AI (og husk at orientere dig om, din organisations regler for AI, nu du er i gang). Undersøg, hvordan dine kolleger bruger AI, andre fra din branche eller i dit netværk i det hele taget.
2. Praktisk brug af AI-værktøjer til erhvervsøkonomens opgaver
- Overvej, om du fx kan bruge AI til at forberede salgsmøder, lave markedsanalyser og optimere beslutningsprocesser, siger Frederik Iuel.
Sådan gør du: Søg inspiration hos dine kollegaer og i dit netværk. Der er et hav af AI-værktøjer på markedet. Find dem, der kan understøtte dig i dine opgaver.
3. Viden om AI og kritisk tænkning
- AI-værktøjerne gør i bedste fald det, du beder dem om. Men de hallucinerer og opdigter svar. Og de serverer umiddelbart resultatet på en meget overbevisende måde.
Så din evne til at tydeliggøre dine behov, fx gennem ordentlig prompting er afgørende. Din kritiske sans og din faglige viden inden for dit felt er din styrke her. Så du både kan prompte og validere resultatet.
Frederik Iuel opfordrer til at man sætter sig ind i, hvad de forskellige AI-modeller er, og hvor styrker og svagheder ligger.
TIP: Bed fx din AI om at forklare, hvordan den når frem til sine svar og til kritisk at gennemgå, hvor dens svagheder findes. Hvis du ikke får et tilfredsstillende svar, så bed den uddybe. Du bør altid krydstjekke svaret med andre kilder.
4. Etik, sikkerhed og lovgivning
- Du skal kende reglerne i din organisation, så du ikke kompromitterer dig selv eller jeres kunder, siger Frederik Iuel. Vær også kritisk over for AI’s svar – er der bias, fejl eller noget, der kræver din faglige vurdering?