Forventningsafstemninger er afgørende for et succesfuldt gruppearbejde. Dette gælder både før, under og efter arbejdet. Det er vigtigt at tale om både faglige, praktiske og personlige aspekter af arbejdet for at undgå konflikter og uenigheder. En gruppekontrakt kan være en god idé for at sikre, at alle er enige om arbejdsmetoder og ansvar.
- Jeg ser mine gruppemedlemmer som en slags kollegaer, når vi arbejder. Det hjælper mig med at huske, at jeg skal agere professionelt overfor dem. For eksempel når jeg skal give en fra min gruppe feedback, prøver jeg at kommunikere det mere professionelt end venskabeligt. Jeg prøver også at bruge gode feedback-metoder, som jeg også bruger i mit arbejde i studenterrådgivningen. Jeg synes, det fungerer godt for mig og jeg investerer gerne tid og kræfter i at skabe det ønskede samarbejde i mine grupper.
Indledende fase
Start med en åben dialog om alles forventninger til opgaven og samarbejdet. Diskuter arbejdsmetoder, ambitionsniveau og tidsplaner. Lav gerne en gruppekontrakt, der dokumenterer disse aftaler.
Løbende justeringer
Forventninger kan ændre sig undervejs. Det er vigtigt at holde regelmæssige møder, hvor I kan justere forventningerne og håndtere eventuelle udfordringer, der opstår.
Konfliktforebyggelse
Ved at afstemme forventninger kan I forebygge mange konflikter. Hvis alle er enige om, hvordan arbejdet skal udføres og hvad målet er, bliver det lettere at undgå misforståelser og uenigheder.
Vigtige punkter for forventningsafstemning
- Arbejdsmetode: Hvordan arbejder de enkelte medlemmer bedst? Skal arbejdet udføres sammen eller opdeles?
- Arbejdstider: Hvornår på dagen arbejder hver enkelt bedst?
- Ambitioner: Hvad er gruppens mål med opgaven?
- Tidsforbrug: Hvor meget tid kan hvert medlem afsætte?
- Håndtering af uenigheder: Hvordan skal faglige uenigheder håndteres?
- Kommunikation: Skal gruppen mødes fysisk, virtuelt, eller bruge beskeder?
- Personlige hensyn: Er der særlige behov, der skal tages hensyn til?
- Mange går måske i gruppe med deres gode venner og dem, de hygger sig mest med på studiet. Det kan man også, og jeg har også selv prøvet det - men jeg synes personligt, det er fedest at være mere professionelle i samarbejdet. Jeg kan godt lide, at når jeg alligevel skal arbejde, at det så er effektivt, og at vi når langt med vores mål. Så kan man altid mødes med sine bedste venner, når man har fri. Når vi til gengæld skal arbejde intenst i en periode, kan vi godt lægge en hyggelig brunch ind som en slags kick-off. Men vi prøver at være obs på, at det ikke bare bliver timevis af hygge, for så kommer vi jo bagud, hvilket godt kan være stressende, siger Lua Heller-Christensen.
Lær dig selv bedre at kende gennem gruppearbejde
Gruppearbejde hjælper dig med at forstå dine egne styrker og svagheder. Du kan blive bevidst om, hvad du er god til, og hvad du skal øve dig på.
- Gruppearbejde giver så meget personlig udvikling, som virkelig er værd at investere i, for jeg skal jo bruge det resten af mit liv.
Identificer dine styrker og svagheder
Når du arbejder sammen med andre, vil du hurtigt opdage, hvilke opgaver du er god til, og hvilke der kræver mere træning. Dette kan hjælpe dig med at fokusere på at udvikle de færdigheder, du mangler.
Udvikl dine roller
Prøv forskellige roller i gruppen, såsom idémager, koordinator, eller formidler. Dette kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du passer bedst ind og hvilke roller, der motiverer dig mest.
- Da jeg startede i min første gruppe, prøvede vi alle at være facilitator, og der lærte jeg meget om mig selv og fandt ud af, at jeg rigtig godt kan lide at være facilitator. Jeg lærte også at give de andre plads, når det var deres tur til at facilitere. Jeg lærte også, at jeg ikke er en lige så god afslutter, hvorfor det var supergodt, at en anden var det.
- Det var så godt for vores gruppe at prøve forskellige roller, da vi lærte om hinandens arbejdsstil og behov. Der var nogle som ikke var så glade for at facilitere, men som var superdygtige til at komme med ideer – op på den måde føler jeg bare, det hele gik op i en højere enhed.
Forbedr dine sociale færdigheder
Aktiv lytning, konstruktiv feedback og konfliktløsning er alle vigtige færdigheder, du kan forbedre gennem gruppearbejde. Dette vil ikke kun hjælpe dig i akademiske og professionelle sammenhænge, men også i dit personlige liv.
- Jeg har både oplevet at blive ked af andres feedback og at gøre andre kede af det med den feedback, jeg har givet. Derfor har jeg virkelig prøvet at arbejde på - og arbejder stadig med – at blive god til at give konstruktiv feedback, samtidig med at jeg øver mig i at modtage feedback. Jeg tror på, at hvis man hver især øver sig på sine sociale færdigheder bliver det sjovere og nemmere at samarbejde.
- Jeg synes aktiv lytning er noget af det vigtigste! Man kender det godt fra af at være sammen med en ven eller bekendt, der bare slet ikke er til stede og lytter efter, måske endda afbryder én – det er altså bare no go!