Loading component...
Hvordan er det at være ung og ny på arbejdsmarkedet i 2024? Det giver vores fem nyuddannede deltagere i Årgang 24 deres bud på her. Hør om, hvornår de synes, de lykkes allerbedst i deres nye jobs, og hvornår de er mest udfordrede.
Hvem er Årgang 24?
- Simon, 27, underviser i Virksomhedsøkonomi siden december 2023.
- Therese, 27, arbejder som Communications Partner hos Novo Nordisk siden februar 2024.
- Cathrine, 27, arbejder som Contract Manager hos it-virksomheden Atea siden januar 2024.
- Malte, 26, arbejder som Business Development Manager hos DI USA siden januar 2024.
- Frederik, 27, arbejder som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siden februar 2024.
Hvilken dag følte du dig især som en succes i dit nye job?
- Hvis jeg skal nævne én dag, så var det, da jeg var i TV2 News, mens jeg stadig var ret ny. Jeg havde lavet en økonomisk analyse, og vores kollegaer solgte den ind til pressen, og dér fik jeg lov at komme på TV og blive interviewet. Det føltes som en kæmpe succes for mig.
- Det var fedt, at mærke, man godt kan, når man tør. Det var angstprovokerende inden, og man tænker jo: ”Okay, kan jeg finde ud af det?” Så egentlig var det ikke så rart, før jeg skulle på, men derfor var det også en stor forløsning, at det gik godt.
Hvornår føler du, du er bedst til dit arbejde? Kan du give et konkret eksempel?
- Jeg føler mig generelt godt tilpas i mit job. For nylig skrev vi en økonomisk prognose, og der følte jeg mig kompetent fagligt til en ret stor opgave. Jeg var tovholder og sparrede med kolleger og folk udefra – det var en fed følelse.
Hvad har gjort dig mest usikker, men hvor det endte godt?
- Generelt kan jeg sagtens føle mig usikker. Jeg tror, man skal prøve at omfavne usikkerheden og acceptere den. For mig går det dårligt, hvis jeg prøver at undertrykke det. I en præsentation for nylig var jeg upfront om, at jeg er nyuddannet, og at stoffet var nyt for mig. Det var en god strategi til at have usikkerheden med mig på en måde, der føltes professionelt.





