En afdeling som var vokset fra syv til 14 medarbejdere på meget kort tid. Og hvor folk sad alene med hver deres område. Det var situationen, da Søren Aagaard Christiansen i januar 2022 trådte til som kontorchef for Administrationen i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, som blandt andet står for ambulancetjeneste og AMK-vagtcentral.
For at styrke sammenhængskraften i afdelingen indførte han et eksperiment med ’kollega-to-go’, som han havde hørt om på en konference. Det er skemalagte, obligatoriske gåture i arbejdstiden med en kollega.
- Jeg havde brug for at finde en god måde både at onboarde på og styrke en ny fælles kultur. Uden at det lige skulle være med 3 dages teambuilding!, fortæller han.
Søren Aagaard Christiansen valgte i første omgang at introducere kollega-to-go som et pilotprojekt i otte uger.
- Det er altid en god idé hvis man vil noget nyt. Så det vil være mit råd også til andre, som skulle have lyst til at indføre det, at starte med en tidsbegrænset periode som et forsøg, siger han.
Sæt positiv strøm til relationerne
Kollega-to-go er udviklet af Pia Hauge, ledelsesrådgiver og forfatter, sammen med et lille forskerteam i projektet Future Work Lab. Konceptet blev oprindeligt udviklet til en backoffice-afdeling af kunderådgivere i en bank, som ville styrke sammenhængskraften.
Pia Hauge
Grundopskriften er utrolig simpel. Medarbejderne går en 30-minutters tur hver uge med en ny kollega. Undervejs er samtalen fri – og tiden er at betragte som en pause. Alle skal gå med, uanset om man er introvert eller ekstrovert, og uanset om man på forhånd har mange relationer i afdelingen eller ej.
- Når jeg fortæller ledere om konceptet, så er der mange som siger, ’nåeh ja, walk and talk, det bruger vi også!’ Og så siger jeg, at ’det er det faktisk ikke!’ En walk and talk har typisk et fagligt formål, hvor imod kollega-to-go er et frirum, forklarer Pia Hauge – via skærmen på Teams - og fortsætter:
- Som leder skal man virkelig lægge bånd på sig selv for ikke at gøre det til arbejde, en brainstorm, et møde, eller MUS. For det her ER et frirum, og det er det særlige ved det.
Vi har længe været en nation af pauseskeptikere, ikke mindst på de travle chefgange, men noget er heldigvis ved at ændre sig, oplever hun.
Pia Hauge er stærk fortaler for at bringe pauserne tilbage i vores arbejdsliv. For pauserne er ganske enkelt en god investering. De øger vores kreativitet, vores produktivitet og vores mentale sundhed.
Kollega-to-go er er et eksempel på det, som hun i Pause Power kalder ’en social pause’. Fordi den ud over at skabe en pause i skærmarbejdet samtidig potentielt kan styrke en relation.
Som hun engageret forklarer:
- Kollega-to-go er også et lille oprør mod, at man nogle gange bruger utrolig mange penge på sådan nogle fællesskabs-aktiviteter, store sommerfester eller andet, som appellerer til nogle mennesker, men faktisk ikke til alle. Og der tror jeg, at man nogle gange kan forregne sig som leder og tænke, ’I sidder jo i samme kontor, og vi har også holdt en dejlig fredagsbar og en sommerfest, så vi har da et godt ”arbejdsfællesskab”… Så med det her koncept er jeg gået den anden vej og tænkt, at vil man styrke det store fællesskab, så kan det betale sig, at starte med at styrke det lille fællesskab, altså med 1:1 relationen mellem kollegaer.
- Jeg tror, at der er mange, som har oplevet at sidde på et åbent kontor uden nødvendigvis at kende de andre eller prøvet at stå til en reception og føle sig alene. Så det der med at være en del af et fællesskab, det opstår ikke bare, fordi vi er på den samme arbejdsplads. Fællesskaber har tit med dybe relationer at gøre. Mennesker trives rigtig godt på en arbejdsplads, hvis de bare har en enkelt eller to dybe relationer, eller det man kalder ’hot relations’. Det er også dem, som vi har relationer med, som vi foretrækker at samarbejde med. Der er forskning, der viser, at vi ikke altid foretrækker at samarbejde med de dygtigste eller relevante, vi vælger dem, som vi kan lide og føler os trygge ved. De relationer styrker vi, når vi kommer ud at gå sammen.