Er du bange for at gå bagom dansen, når AI rykker ind?

AI til kompetenceafklaring

Læsetid: 3 min.

Kopier link

Højtuddannede behøver ikke frygte at blive kørt ud på et sidespor af kunstig intelligens. Vi skal se vores stærke faglighed som en force. AI vil nemlig øge behovet for kompleks problemløsning og kritisk analyse og være dét, akademikere skal styrke for at holde sig på forkant med udviklingen. Sådan lyder det fra chefkonsulent i Djøf.

- Mange har overraskende svært ved at svare på, hvad de kan. Men det er virkelig normalt at stå midt i alle opgaverne og bruge sine evner, men samtidig være lidt blind på, hvad man egentlig kan.

Sådan siger karriererådgiver Hoshyar Palani-Jafi. Han hjælper til daglig Djøfs medlemmer med at blive skarpe på, hvad de kan og hvilke karrieremuligheder de har. Hoshyar bruger AI til at effektivisere arbejdet, og du får hans bedste tips her.

Sådan bruger du AI til at sætte ord på dine kompetencer

  • Giv AI’en din uddannelse og spørg, hvilke faglige kompetencer, du tilegner dig på studiet. Så får du et overblik, som du potentielt skulle tænke længe over.
  • Ekstra tip: Giv AI’en dit mest opdaterede CV, og få dine personlige kompetencer kombineret med dem fra dit studie.

AI hjælper dig med at finde din motivation

- Nu har du dit basale overblik, men mange har også svært ved at finde og sætte ord på deres motivation. Her kan AI’en også hjælpe dig i gang, siger Hoshyar.

Sådan bruger du AI til at koble dine kompetencer med din motivation

  • Fortæl AI’en hvilke faglige interesser du har, og hvordan du bedst kan lide at arbejde. Derefter beder du den foreslå jobs, der kunne passe til dig og din motivation. 
  • Du kan også få AI’en til at foreslå specifikke arbejdspladser, hvis du mangler inspiration.

- De fleste medlemmer har slet ikke overvejet at bruge AI til kompetenceafklaring, og det er en skam. For AI kan være en kæmpe hjælp til at overskue nogle af de helt store spørgsmål, som man ofte selv er blind på.

Sådan kan AI matche din profil op imod jobopslaget

  • Når du har fundet et job, du synes lyder spændende, uploader du opslaget og beder AI’en matche din profil med jobbet. 
  • Husk at bede den forklare, hvordan dine erfaringer kan bringes i spil i den konkrete stilling.

- Når du har fulgt de tre trin, er du klar til at skrive din ansøgning. Vi anbefaler altid, at du skriver selv, fordi AI’ens tekst kan være ret generisk. Men du kan bede AI’en foreslå en god disposition, som du kan skrive ud fra, afslutter Hoshyar Palani-Jafi.