Sådan bruger du LinkedIn, når du har ingen eller lidt erfaring

LinkedIn med lidt erfaring

Læsetid: 3 min.

Kopier link

LinkedIn er en af de mest populære rekrutteringskanaler. Men hvordan kommer du overhovedet i gang, når du kun har lidt erfaring? Hvis du kun gør én ting i dag, bør det være at spørge dig selv, hvad dine studiejobs har lært dig. Få de andre tips her.

- Du har fået meget mere ud af dine studie- og ungdomsjobs, end du tror. Det er hovedbudskabet fra Thorleif Gotved, der til daglig rådgiver nyuddannede – blandt andet i hvordan de bruge LinkedIn bedst.

Her får du de bedste tips til at tune din:

  • Profil
  • Dit netværk, og
  • Dine indlæg

Sådan optimerer du profilen (Og jo, du har masser af erfaring)

- Mange studerende og nyuddannede er frustrerede over, at de ikke har nok erfaring. Det passer ikke. For man har ofte lært langt mere, end man er bevidst om. Man skal bare oversætte det.

- Hvis du har arbejdet i Netto, har du lært en masse om kundeservice. Har du været lærervikar, skal du jo kunne kommunikere og lede. Og hvis du har haft tjenerjobs, er du jo blevet dygtig til at holde overblik, også når der er travlt.

Spørg dig selv: Hvad lærte du?

- Få dit guld til at skinne. Og du skal ikke føle dig for fin til at gå helt tilbage til avisruten, siger Thorleif Gotved.

 

Dit netværk er langt større end du tror

- Til den studerende og nyuddannede vil jeg sige: Du tror, du ikke har et stort netværk, men det har du.

Thorleif Gotved anbefaler, at man ikke står tilbage fra at invitere familie, pårørende og naboer ind.

Derudover opfordrer han til, at du tager skridtet videre og inviterer folk, der arbejder med det, du gerne selv vil arbejde med.

- Jeg talte med en direktør, som fortalte mig, at hun accepterer alle invitationer fra fagfæller – og så fra studerende. For de er jo fremtiden. Husk det, næste gang du tøver med at sende en invitation afsted.

Sådan udvider du netværket

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal skrive til dem, du slet ikke kender, så vær ærlig: - Jeg er studerende eller nyuddannet , og jeg er ved at bygge mig et netværk. Jeg håber, det er okay, at vi connecter.

 

Indlæggene får mest fokus, men de er mindst vigtige

-De unge holder sig tilbage med at lave indlæg på LinkedIn, fordi de opfatter det som en voksenfest. Men der er masser af relevante ting, du kan skrive om. Fx når du har afleveret specialet.

Thorleif Gotved anbefaler, at du fx laver en LinkedIn-artikel, der opsummerer dit speciale og stolt viser dit arbejde frem.

- Hvis man er jobsøgende, skal dén del ikke fylde for meget. Groft sagt, er folk ikke interesserede i, at du er jobsøgende, men i dine kompetencer. Så slå på din faglighed i alt, hvad du skriver.

Det kan være, du har læst en spændende fagbog, som du vil dele nogle pointer fra. Inddrag gerne din personlighed, din humor og nysgerrighed i det omfang, det giver mening. Stil for eksempel et åbent spørgsmål om et fagligt emne, der interesserer dig.


Husk: Du skal ikke gøre alle glade

- Husk, at du ikke skal gøre alle glade. Der vil altid være nogen, der ikke synes, det er fedt, når man har lidt kant. Alternativet er bare, at man bliver lidt grå.

Mange synes, at LinkedIn er lidt en hurra-fest, hvor vi viser alt det, der går godt for os.

- Hvis du gerne vil give et bidrag, der bryder med det, så skriv om hvorfor det gik godt, så andre kan blive inspireret. Eller måske hvad det gik knap så godt, fx i specialeskriveprocessen. Dermed fremstår du ærlig og reflekterende,“ afslutter Thorleif Gotved.