Mergers & acquisitions (M&A) er et begreb, der kendetegner køb og salg af virksomheder. M&A-processen kræver typisk nøje planlægning og juridisk bistand for at sikre en effektiv proces, så parterne kommer i mål med bedst muligt resultat.
På kurset ’M&A-transaktioner’ får du en solid forståelse af M&A-processens faser og de centrale juridiske og kommercielle overvejelser, der indgår i en transaktion. Du får indsigt i de vigtigste dokumenter, faldgruber og strategiske valg, der påvirker forhandlingsprocessen og transaktionens gennemførelse.
Efter kurset står du stærkere i rollen som rådgiver, uanset om du rådgiver køber eller sælger.
M&A-processen og de centrale overvejelser
På kursusdagen får du en gennemgang af hele M&A-processen og de grundlæggende dokumenter i M&A-transaktioner. Vi sætter fokus på den praktiske håndtering af typiske problemstillinger, der opstår i en M&A-proces.
Du får indblik i:
- de mest gængse overdragelsestyper og valg af overdragelsestype
- værdiansættelse og metoder for, hvordan og hvornår købesummen opgøres, samt overvejelser, særligt advokaten gør sig i denne sammenhæng
- praktiske og strategiske overvejelser ved tilvejebringelse, strukturering og præsentation af et datarum
- due diligence og betydningen for overdragelsen
- de aftaler, der indgås mellem køber og sælger inden selve transaktionsaftalen
- overdragelsesaftalen fra A til Z, fx aftalens udformning, forhandling og sælgers ansvar for brud på aftalen og garantier
- andre særlige overvejelser, du skal gøre i forbindelse med en M&A-transaktion, fx juridiske i kraft af investeringsscreeningsloven og konkurrenceloven.