På kurset får du indsigt i FDI-reglerne (Foreign Direct Investment) og investeringsscreeningsloven og i anvendelsesområdet, grænseværdierne, risici og processerne, så du kan give den bedste rådgivning om udenlandske investeringer.
Reglerne om investeringsscreening har væsentlig betydning for virksomheders udenlandske strategiske samarbejder, da de stiller krav om anmeldelse og tilladelse til udenlandske investeringer. Har virksomheden ikke søgt tilladelse, kan Erhvervsstyrelsen og erhvervsministeren afgive påbud om afvikling af den udenlandske investering, og styrelsen er beføjet til at ophæve stemmeretten i den danske virksomhed, hvis et påbud ikke efterkommes.
Reglerne strækker sig bredere, end mange tror. De omfatter fx virksomheder inden for it-sikkerhedsfunktioner, virksomheder, der opererer med nyudviklet teknologi, fx robotteknologi, nanoteknologi, AI eller teknologier inden for energi, og virksomheder, der producerer produkter med dual-use. Loven omfatter desuden ikke kun hele opkøb, men gælder allerede ved investering af ejerandele fra 10% samt ved fx langfristede lån og andre former for indirekte kontrol.