Men hvordan gør vi det på en balanceret måde? Og hvordan tager vi hul på samtalen med respekt for, at vi er mentorer og ikke sundheds- eller stresseksperter. Hvad kan du gøre i samtalen med din mentee? Hvilke greb kan du benytte - Og hvor går grænserne for din rolle og hvad mentorsamtalen skal rumme?
På workshoppen får vi besøg af Pia Ravn, mangeårig karriererådgiver i Djøf og selv mentor. Du får inspiration til, hvordan mentorsamtalen om trivsel og sundhed kan håndteres. Du bliver inviteret til at bringe dine egne erfaringer i spil.
Hvad skal der ske?
Med afsæt i karrieresamtaler, ledersparring og Djøfs stresslinje giver Pia sit bud på:
- Hvad skaber mistrivsel hos vidensarbejdere?
- Stress – og ikke stress. Vi ser på stresstrappen og fire forskellige typer stressorer. Du får inspiration til, hvad du skal være opmærksom på som mentor.
- Vi arbejder med nogle enkle greb til, hvordan du som mentor kan indgyde ro, skabe nærvær og refleksion – og være rollemodel for mentee.
- De seks guldkorn til trivsel. Vi arbejder med en anerkendt model, som hjælper dig med at undersøge din mentees præferencer i arbejdet. Det bringer jer i mentorsamtalen tættere på det, der skaber trivsel – og dét, der gør det modsatte.
- Work-life-balance, life-work-balance eller work-life-integration. Kært barn har mange navne. Vi ser på, hvad begreberne kan bruges til i jagten på den rette balance for den enkelte.
Workshoppen veksler mellem korte oplæg med konkrete værktøjer, samtaler og udveksling af erfaringer i mindre grupper og fælles drøftelser i plenum.