På mange arbejdspladser mødes nu fire eller fem generationer. Det stiller nye krav til dig som leder – og åbner også for et stort potentiale.
Men hvordan leder man stærke arbejdsfællesskaber og opnår synlige resultater på tværs af alder og erfaring?
Denne aften dykker vi ned i hverdagsdilemmaerne og tvivlen, der følger med generationsledelse. Din guide er Simone Due Rasmussen, erhvervsstrategisk udvikler fra museet KØN. Simone Due Rasmussen arbejder dagligt med både private og offentlige virksomheder, der ønsker at blive skarpere på generationsledelse og generationsforskelle.
Sammen med et panel af ledere fra forskellige generationer sætter hun fokus på både udfordringer og muligheder, når generationerne mødes på kontoret.
God ledelse på tværs af generationer handler ikke om at behandle alle ens – men om at forstå forskellene og bruge dem klogt.
Formatet er korte oplæg, fælles diskussioner og en skarp paneldebat.
Arrangementet er for dig, hvis du er leder. Måske er du en ung leder med ansvar for ældre medarbejdere – eller en erfaren leder, der vil forstå og motivere den nye generation bedre.