Vi inviterer til et arrangement, der kombinerer faglighed i højeste gear med en social oplevelse i eksklusive rammer, når vi indtager Matrikel1 i hjertet af København 1. maj 2026. Sådan holder advokatbranchen 1. maj.
Det her er 1. maj for Djøf Advokats medlemmer. I stedet for faner og lunken fadøl byder vi på faglig substans og fri bar. Og i stedet for at stå i solen med solstik og slogans inviterer vi dig indenfor til skarpt juridisk indhold og kolde cocktails.
Fagligt program i dybden – og med kursuspoint
Slip kontoret. Vi starter eftermiddagen med skarpe juridiske oplæg i et professionelt setup hos Matrikel1. Det bliver internationale perspektiver, samfundsaktuelle emner og masser af mulighed for at reflektere og diskutere – og vi søger naturligvis Advokatsamfundet om forhåndsgodkendelse for kursuspoint.
Det faglige program vil tage afsæt i de geopolitiske og økonomiske strømninger, der præger vores tid, og som har betydning for de juridiske rammer, vi arbejder indenfor. Hvordan påvirker ændrede magtbalancer og handelsforhold de retlige vilkår for internationale aftaler? Hvilke risici og forbehold bliver mere centrale i kontraktforhandlinger? Og hvordan kan geopolitiske forhold skabe nye udfordringer for compliance, tvistløsning og risikostyring?
Førende eksperter vil dele deres perspektiver på, hvordan juraen spiller sammen med en verden i forandring.
Det endelige faglige program opdateres løbende, efterhånden som oplægsholderne kommer endeligt på plads.
Social dining, shakerens bedste cocktails og kolleger
Når det faglige program slutter, flytter vi over i Matrikel1s Private Members Club. Her serveres social dining ved langborde, og baren står klar med friske cocktails, øl, vin og naturligvis alkoholfri alternativer. Stemningen er afslappet, festlig og uformel. Ingen bordplan. Ingen dresscode – men det må gerne være festligt. Hvad er dit 1. maj-outfit?
Der er rig mulighed for at netværke, snakke videre, danse og være i godt selskab med kolleger fra hele landet og på tværs af branchen.
Pris for deltagelse
Du deltager i hele arrangementet – fagligt program med forventeligt tre kursuspoint, social dining, cocktails, lounge og fest med fri bar – for kun 695 kr. (inkl. moms) for medlemmer af Djøf Advokat.
Tilmelding
Der er plads til maks. 130 deltagere, og vi forventer, at pladserne bliver revet væk – så tilmeld dig i god tid. Tilmeldingen er bindende fra 1. april 2026, og herefter opkræves deltagerbetalingen ved afbud. Det gør vi for at kunne planlægge og prioritere pladserne bedst muligt.
Gratis hotelovernatning
Er du bosat uden for Hovedstadsområdet, tilbyder vi gratis overnatning i enkeltværelse på hotel. Du bestiller overnatning samtidig med din tilmelding.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til en ny slags Djøf Advokat-dag – Djøf Advokat Law and Lounge.