AI er blevet en fast del af hverdagen i mange job. Men hvad betyder det for dit arbejde, din vurderingsevne og din måde at arbejde på, når du bruger AI til at analysere, formulere og træffe beslutninger?
I webinaret ser vi både på potentialer og skyggesider ved AI i vidensarbejde. Du får indsigt i, hvordan AI kan styrke dit arbejde, men også i de mere skjulte konsekvenser. Fx risikoen for, at du bliver mindre opmærksom, mindre kritisk og mere afhængig af teknologiens svar, hvis du ikke bruger den bevidst.
Forsker og AI-ekspert Morten Bay giver indblik i de centrale dilemmaer ved brug af AI.
Han sætter fokus på kvalitet, bias og blinde vinkler i AI-output og på hvad der sker, når teknologien begynder at præge din måde at tænke og lære på. Det handler her bl.a. om kognitiv offloading og deskilling samt om hensynet til bekvemmelighed set i forhold til risikoen for mental slaphed. Forskning viser fx, at AI får dig til at overvurdere dine egne evner, uanset dit kompetenceniveau. Omvendt viser studier også, at samarbejdet med AI kan forbedre din metakognition.
Gennem faglig viden og konkrete eksempler får du mulighed for at reflektere over, hvordan AI udfordrer din faglighed, og hvad du selv kan gøre for at forblive skarp.
Djøfs karrierekonsulenter, Helle Hvilshøj og Mads Højmark, faciliterer webinaret og sikrer en god balance mellem oplæg og dialog.
Dit udbytte:
- indsigt i, hvordan AI påvirker din faglighed, dømmekraft og kritiske sans – både positivt og negativt.
- forståelse for de vigtigste risici ved brug af AI i akademisk vidensarbejde, fx bias, overfladiskhed og uønsket kompetenceerosion.
- inspiration til at bruge AI mere bevidst, så teknologien styrker din faglighed i stedet for at svække den.
- nye perspektiver på, hvad det vil sige at stå fagligt stærkt i en AI-tid, og hvordan du selv tager ansvar for din fortsatte læring.
Mini survey:
Op til webinaret modtager du et link til en survey, hvor du kan dele det, der optager dig i forhold til AI. Deltagernes input samles og bruges aktivt i webinaret.