Kom og vær med til en samtale om, hvordan diasporaen kan bidrage til positiv forandring i det globale syd med særligt fokus på Somalia. Til arrangementet møder du to oplægsholdere fra den somaliske diaspora i Danmark, som deler deres erfaringer med politisk engagement, civilsamfundsarbejde og ungdomsinitiativer på tværs af landegrænser.
Ahmed Dualeh fortæller om det Somalia, han forlod, og om hvordan landets udvikling sidenhen blev drivkraften bag hans politiske engagement. Derudover møder du Barwaqo Hussein, stifter af organisationen Somali Youth for Youth, som arbejder for at styrke og inspirere unge i Somalia gennem udviklingsinitiativer og nødhjælpsindsatser.
Arrangementet afsluttes med en dialog mellem oplægsholderne faciliteret af Mohamud Rage, der har arbejdet med fredsopbygning og udviklingsindsatser i Somalia med fokus på unge, klima, fred og sikkerhed. Sammen sætter vi fokus på diasporaens rolle, motivation og muligheder for at skabe konkret forandring.