Hvordan opleves det at arbejde som politiker eller medarbejder på Christiansborg, når ambitionen om at gøre en forskel støder mod hverdagens krav, tempo og konkurrence?
Emil Husted har i sin bog 'Afmagtens centrum' givet et sjældent indblik i Folketingets maskinrum. Med afsæt i halvandet års feltarbejde har han undersøgt, hvordan politikeres og ansattes oplevelser formes af strukturer og dynamikker, som ofte fører til stress, udbrændthed og oplevet magtesløshed - men som også kan give meningsfulde og inspirerende arbejdsdage. Bogen stiller blandt andet skarpt på, hvad det betyder for demokratiet, når Folketingets aktører mister gløden i øjnene.
Til arrangementet præsenterer Emil Husted sine analyser og centrale pointer. MF Karin Liltorp (Å) og tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) diskuterer derefter bogens temaer med Emil Husted. Samtalen tager afsæt i deres erfaringer fra Christiansborg samt de udfordringer og muligheder, der findes for at genskabe mening og engagement i dansk politik.
Samtalen er modereret af Christian Hüttemeier.
Bogen 'Afmagtens centrum' kan købes på arrangementet til en særpris.