Diplomuddannelsen i ledelse har et stærkt fokus på at skabe transformativ læring gennem aktionslæring. Ny forskningsbaseret teori bliver kombineret med øvelser i at praktisere lederskab og evnen til at eksperimentere med lederskabet i egen praksis.
Resultatet er et bæredygtigt grundlag for at anvende det lærte i egen organisation. Også eksamen er en del af den transformative læringsproces, hvor du bedømmes på dine kompetencer i praksis. Eksamen involverer derfor eksperimenter fra din egen organisation, der gør det muligt at vurdere, hvad du kan, og ikke kun, hvad du ved.
På ’Strategisk ledelse’ møder du en vekselvirkning mellem teori og praksis. Dine problemstillinger danner grundlaget, og litteraturen bliver inddraget, analyseret og diskuteret i grupper, cases og øvelser. De forskellige strategiske, organisatoriske og ledelsesmæssige perspektiver bliver bragt i spil for at give dig nye forståelser og bevidsthed om de mange handlemuligheder, der findes.
Du udvider din refleksionsevne og forståelsen for, hvad der sætter retningen for strategiske dagsordener, hvad det indebærer for organisationers fremtidige strategiske agendaer, og hvordan du kan agere. Gennem praktiske øvelser definerer du dit strategiske råderum og øger din forståelse for den styringsmæssige kontekst og den menneskelige faktors betydning for strategisk ledelse.