Kontakt os
Diversitet og inklusion skaber bedre trivsel, beslutninger og bundlinje. Men der er brug for handling for at nå målet om mere mangfoldighed.
Få inspiration til at tage del i samtalen om diversitet, inklusion og lige muligheder på din arbejdsplads.
Forskningen viser, at diversitet skaber bedre trivsel, samarbejde og arbejdsmiljø. Det giver en større talentmasse at rekruttere fra, bedre forretningsmæssige beslutninger og i sidste ende en bedre bundlinje.
Men det er svært at få øje på forskelsbehandling og oversete potentialer, når du ikke ved, hvad du skal kigge efter. Eller aldrig selv bliver diskrimineret.
Diversitet kommer i mange former og farver. I Djøf fokuserer vi til en start på køn, alder, etnicitet, seksualitet og kønsidentitet samt handicap og neurodiversitet.
Det er de emner, vi oftest møder, når vi rådgiver og spørger vores medlemmer om diversitet. Har du input til, hvad vi skal fokusere på, hører vi meget gerne fra dig på diversitet@djoef.dk.
Danmark er nummer 23 i Global Gender Gap Index. Her bliver verdens lande rangordnet efter forskellen mellem mænd og kvinder, når det gælder uddannelsesniveau, økonomi og folkevalgte i de politiske institutioner. Vores nordiske naboer ligger alle i top 5.
Danmark klarer sig også dårligt, når det kommer til antallet af kvinder i lederstillinger i det offentlige og private. Her ligger vi på en 102. plads. Ifølge en analyse fra Djøf har mænd faktisk dobbelt så stor sandsynlighed for at have et lederjob som kvinder.
Det, synes vi, er uacceptabelt. Hvor mener du, Danmark skal placeres?
Med alder kommer erfaring og knowhow. Men jo ældre du er, jo større sandsynlighed er der for, at du bliver forskelsbehandlet på arbejdsmarkedet.
Faktisk bliver ældre ansøgere systematisk sorteret fra i rekrutteringsprocesser både i private og offentlige virksomheder og på tværs af alle brancher og sektorer.
Det, synes vi, er uacceptabelt. Hvordan sikrer vi, at erfarne medarbejdere er aktive og attraktive på arbejdsmarkedet?
Jeg er da ikke racist. Alligevel oplever danskere med etnisk minoritetsbaggrund dobbelt så tit at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet sammenlignet med etniske danskere.
Hele 20% af lønmodtagere med etnisk minoritetsbaggrund oplever, at de bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Det er dobbelt så mange som etnisk danske lønmodtagere, hvor 10% svarer ja på spørgsmålet. Det viser en analyse lavet af Institut for Menneskerettigheder i 2021.
Et eksempel på diskrimination er minoritetsetniske kvinder, som bærer tørklæde på deres cv. De skal i gennemsnit sende 60% flere ansøgninger end etnisk danske kvinder.
Det, synes vi, er uacceptabelt. Hvordan kan vi komme fordommene til livs og skabe lige adgang til jobmuligheder?
Læs rapporten om etnisk diskrimination i ansættelsessituationer
Din værdi på jobbet har intet at gøre med, hvem du går i seng med, eller hvordan du definerer dit køn. Alligevel oplever alt for mange, at det spænder ben for deres karrieremuligheder.
28% af LGBT+ personer har selv oplevet at blive begrænset i deres karrieremuligheder mod 18% ikke-LGBT+ personer. Det viser en undersøgelse lavet af BCG og LGBT+ Danmark.
Og arbejdspladserne gør ikke meget for at ændre på det. Kun 6% af ledere og HR-medarbejdere i en anden undersøgelse svarer, at de adresserer seksuel orientering i arbejdspladsens personalepolitik. Blot 2% adresserer kønsidentitet.
Det, synes vi, er uacceptabelt. Hvordan kan vi gøre det risikofrit at være åben om sin seksualitet og kønsidentitet?
BCG, Danish Companies Miss the Mark on LGBT+ Inclusion, 2023
61% af personer med handicap er i job. Det gælder for 86% af dem, der ikke har et handicap. I takt med, at stadig flere af os får psykiske diagnoser, kan den diskrimination blive et problem for både arbejdsgivere og arbejdstagere.
Heldigvis er op mod hver tredje personaleleder i en undersøgelse fra VIVE umiddelbart parat til at ansætte en person med handicap, selvom der ikke følger penge med fra kommunen.
Omvendt har hver femte personaleleder i høj grad betænkeligheder ved at ansætte en person med handicap, hvis personen har behov for skånehensyn, arbejder langsommere eller måske har flere sygedage.
Hovedparten af danske arbejdsgivere kender slet ikke eller i ringe grad de kompenserende ordninger på handicapområdet, som kan støtte adgangen til arbejdsmarkedet for personer med handicap.
Det, synes vi, er uacceptabelt. Hvordan kan vi indrette vores arbejdspladser, så der er plads til kolleger med handicap?
Vi tror, Danmark er lige. Vi var nogle af de første til at få kvinders stemmeret og til at legalisere homoægteskaber, og det gør, at vi hviler på laurbærrene.
Kvinde, konsulent, 37 år, Djøfs undersøgelse af diversitet og inklusion i C25-virksomheder
Som medarbejder kan du gøre en forskel ved at sætte diversitet og inklusion på dagsordenen på din arbejdsplads.
Der er mange måder at starte samtalen på. Fx ved at overveje, hvordan dine egne privilegier ser ud. Med modellen kan du se, på hvilken side af magtbalancen du er. Brug spørgsmålene til at reflektere over, hvad det betyder. Tag også en snak med dine kolleger. Gerne dem, der ikke umiddelbart ligner dig selv.
*At være ung er ikke udelukkende en fordel. Flere undersøgelser peger på, at unge og særligt kvinder er udsatte, når det kommer til diskrimination på baggrund af etnicitet eller seksuel chikane.
I Djøf vil vi gerne samle erfaringer og cases inden for diversitet i en Good Practice-guide til dig. Har du erfaringer, du vil dele med os, så send dem til diversitet@djoef.dk
Arrangement
27. september 2023
16.30 - 19.30
Den verdensberømte forsker Joan C. Williams og professor Sara Louise Muhr sætter projektør på den nyeste forskning indenfor diversitet og bias.
0 kr.
For medlemmer
The Game, Enghavevej 82d
2450 København SV
I virkeligheden er det jo en agenda, som netop handler om, at alle skal kunne trives med at gå på arbejde og have det godt – det er på en eller anden måde så simpelt.
Kvinde, konsulent, 30 år. Djøfs undersøgelse af arbejdet med diversitet og inklusion i C25-virksomheder
Kontakt os