]]>

Nye perspektiver

Christian Larsen er projektleder i KVINFO’s mentornetværk af frivillige, der bringer indvandrerkvinder fra de boligsociale områder tættere på arbejdsmarkedet.

Christian Larsen

Christian er projektleder i KVINFO’s mentornetværk af frivillige, der bringer indvandrerkvinder fra de boligsociale områder tættere på arbejdsmarkedet. For Christian er det altafgørende at komme ud i boligområderne og se kvinderne og de frivillige i øjnene. Her fortæller han med egne ord om sit arbejde.

...det er altafgørende, at jeg også fysisk kommer ud og ser, hvilken indsats de frivillige gør for kvinderne.

De her dage skal jeg ret tidligt op. Københavns Hovedbanegård er nærmest øde, når jeg stiger på toget. Foran venter fire timers togtur til Langkærparken, et såkaldt boligsocialt-område små ti kilometer fra Aarhus centrum.

Til daglig arbejder jeg fra mit kontor i Indre By på Christians Brygge, lige ud til vandet ved Københavns Havn. Herfra ringer jeg sammen med de boligsociale medarbejdere, som står for den sociale indsats i de boligområder, KVINFO er engageret i.

Men det er altafgørende, at jeg også fysisk kommer ud og ser, hvilken indsats de frivillige gør for kvinderne. Ikke for at kigge dem over skulderen, men for at høre dem hvordan det går. Deres engagement i nærværet med kvinderne er grunden til, at et projekt som det i Langkærparken skaber værdi. 

Efter sådan en tur til Langkærparken, kommer jeg hjem til skrivebordet med nye perspektiver.

Jeg tager også ud og møder de frivillige, kvinderne og de boligsociale medarbejdere fordi den gyldne ramme, der typisk består af kontor-udklækkede handlingsplaner og målsætninger, skal tilpasses den lokale  virkelighed. Kvinderne kommer med meget forskellige forhistorier og forudsætninger for at nærme sig det danske arbejdsmarked. Og de frivillige er heller ikke ens, men har forskellige kompetencer at spille ind med.

Nogle kvinder trænger til at få genopbygget deres selvtillid, nogle ønsker at tale bedre dansk, mens andre er usikre på de sociale koder på arbejdsmarkedet. De frivillige byder så ind med deres kompetencer og de værktøjer, vi konstant samarbejder med dem om at udvikle.     

Efter sådan en tur til Langkærparken, kommer jeg hjem til skrivebordet med nye perspektiver, som ofte betyder, at vi justerer de værktøjer, der støtter de frivilliges hjælp til kvinderne. Mine ture ud til kvindernes nærmiljø bliver på den måde meget værdifulde. Uden dem ville vi være blinde på det ene øje. Jeg kigger direkte ind i de frivilliges og kvindernes behov, og det gør, at vi hos KVINFO kan give dem den mest relevante viden og støtte.   

Rejserne rundt i landet styrker også tilliden mellem mig som djøfer, der kommer med overblik og viden, de boligsociale medarbejdere med den lokale know-how og de frivillige ildsjæle. Og den tillid gør, at vi anvender hinandens perspektiver meget bedre i arbejdet for kvinderne.