Efter sådan en tur til Langkærparken, kommer jeg hjem til skrivebordet med nye perspektiver.
Jeg tager også ud og møder de frivillige, kvinderne og de boligsociale medarbejdere fordi den gyldne ramme, der typisk består af kontor-udklækkede handlingsplaner og målsætninger, skal tilpasses den lokale virkelighed. Kvinderne kommer med meget forskellige forhistorier og forudsætninger for at nærme sig det danske arbejdsmarked. Og de frivillige er heller ikke ens, men har forskellige kompetencer at spille ind med.
Nogle kvinder trænger til at få genopbygget deres selvtillid, nogle ønsker at tale bedre dansk, mens andre er usikre på de sociale koder på arbejdsmarkedet. De frivillige byder så ind med deres kompetencer og de værktøjer, vi konstant samarbejder med dem om at udvikle.
Efter sådan en tur til Langkærparken, kommer jeg hjem til skrivebordet med nye perspektiver, som ofte betyder, at vi justerer de værktøjer, der støtter de frivilliges hjælp til kvinderne. Mine ture ud til kvindernes nærmiljø bliver på den måde meget værdifulde. Uden dem ville vi være blinde på det ene øje. Jeg kigger direkte ind i de frivilliges og kvindernes behov, og det gør, at vi hos KVINFO kan give dem den mest relevante viden og støtte.
Rejserne rundt i landet styrker også tilliden mellem mig som djøfer, der kommer med overblik og viden, de boligsociale medarbejdere med den lokale know-how og de frivillige ildsjæle. Og den tillid gør, at vi anvender hinandens perspektiver meget bedre i arbejdet for kvinderne.