16.12.2021
Af Rasmus Pilegaard Petersen, formand for Djøf Studerende
Selvom jeg er fra en provinsby i Jylland, ville jeg helst læse i København. Jeg ville gerne prøve livet i en stor by. Det var også i København, at jeg som statskundskabsstuderende så de bedste muligheder for et relevant studiejob. På den måde ligner jeg størstedelen af de studerende, som vælger studieby, før de vælger studie. Det har været tendensen de seneste mange år.
Derfor lød der også et ramaskrig fra studerende og resten af universitetsverdenen, da regeringen i foråret annoncerede planerne om at udflytte studiepladser. Forløbet var i mine øjne forhastet og uskønt. Resultatet blev en aftale, der godt nok hæver grundtilskuddet og taxameteret for udflyttede uddannelser en smule. Men det står langt fra mål med de reelle omkostninger ved at drive decentrale studiepladser.
Uddannelsesinstitutionerne kommer i disse uger med deres bud på, hvordan de kan løse den politiske ordre. Det skal ende med en fælles sektorplan for universiteterne til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Men det er med pistolen for panden. For enten skal de udflytte eller skære op til 10 procent af studiepladserne. Fordi der ikke er afsat tilstrækkelig økonomi, lægger man på flere universiteter allerede op til at nedlægge studiepladser i stedet for at udflytte. Det kommer til at gøre ondt, men der skal skæres endnu mere på hovedcampus for at finansiere eventuelle udflytninger. Derfor vælger flere universiteter forståeligt nok den løsning, hvor man skal gå mindst på kompromis med kvalitet og økonomi.
Vores store bekymring er, at der nu bliver skåret på alle hovedcampusser. Det svækker de eksisterende udbud uden at få nye. Derfor er det afgørende, at universiteterne koordinerer arbejdet med sektorplanen - uanset om det handler om at oprette udbud decentralt eller skære studiepladser. Uanset hvor uddannelserne ligger, skal vi sikre kvaliteten af undervisning, forskning og studiemiljøer. Desuden ved vi, at tværfaglighed kun bliver vigtigere i fremtiden. Derfor bør decentrale uddannelser oprettes i klynger for at skabe en følelse af fælles campus, og man bør overveje, om man skaber den bedste kvalitet ved fem små studiesteder eller måske to-tre større udbud.
Vi skal helst ikke ende med otte forskellige planer fra universiteterne. Vi risikerer, at det politiske svar bliver: ”Se, universiteterne kan ikke selv finde ud af øvelsen, og vi må beslutte for dem”. Universiteterne har fået en meget lille grad af indflydelse med opgaven om at udarbejde en sektorplan. Så selvom det ikke er en sjov eller nem opgave, er det vigtigt, at universiteterne går forenet til den. Alternativet er værre.
Men der er ikke nok, at universiteterne finder bud på en samlet plan. Kommuner og virksomheder skal også på banen nu og hjælpe med holdbare løsninger på at etablere decentrale udbud. Hvordan kan virksomhederne i provinsen være med til at skabe synergieffekter med spændende læringsmiljøer og muligheder for studiejobs? Og hvis kommunerne vil have uddannelser til deres områder, må de vise universiteterne, hvad de kan tilbyde i lokalsamfundet for at skabe attraktive studiemiljøer. Politikerne kunne også passende sikre en bedre finansiering af de decentrale uddannelser, de er så optaget af at få skabt. Eller endnu bedre: genoverveje reduktionskravet på hovedcampus.
Decentrale uddannelser skal have høj kvalitet og kunne noget særligt for at konkurrere med den tiltrækningskraft, som de store byer har. Pengene til det er få, og derfor bliver koordinering mellem uddannelsesinstitutionerne samt kommuner og virksomheders bidrag endnu vigtigere for at kunne skabe holdbare løsninger.