]]>

Repræsentantskabsvalget nærmer sig

I efteråret er der valg til Djøf Offentligs repræsentantskab, og allerede nu er forberedelserne i fuld gang i de forskellige sektorer i Djøf Offentlig.

Bliv klar til efterårets repræsentantskabsvalg.

Om repræsentantskabet

Djøf Offentligs repræsentantskab består af 70 repræsentanter inklusiv bestyrelsens 12 medlemmer og 58 personlige suppleanter. Der skal derfor vælges 58 repræsentanter og 58 personlige suppleanter. Alle pladser er fordelt forholdsmæssigt mellem Djøf Offentligs seks sektorer i forhold til medlemstallet pr. 1. juli 2019. 

Valgperioden for det nye repræsentantskab er 1. januar 2020 – 31. december 2021.

De valgte repræsentanter bliver fra 1. januar 2020 og frem til valgperiodens udløb automatisk også repræsentanter af Djøfs repræsentantskab. Det gælder dog ikke suppleanterne.

Som repræsentant har du mulighed for at engagere dig i Djøf Offentligs politiske arbejde og få indflydelse på strategiske indsatser og delforeningens budget og kontingent. 

Djøf Offentlig og Djøfs repræsentantskaber mødes typisk en gang årligt i marts-april måned. Næste ordinære møde er fredag den 24. april 2020.

Valgprocedure

Reglerne om repræsentantskabets medlemmer og repræsentantskabsvalget følger af Djøf Offentligs vedtægter. Hver sektor i Djøf Offentlig har deres egen procedure for opstilling og valg af kandidater til repræsentantskabet. 

Er du interesseret?

Hvis du vil høre mere om Djøf Offentligs repræsentantskab, eller har du interesse i at stille op til repræsentantskabet, skal du kontakte formanden for din sektor. 

Bemærk at nogle sektorer allerede har deres valghandling i starten af september måned. Er der kampvalg i en sektor eller i et valgområde, sker valget ved elektronisk afstemning.