Du må ikke afsløre om modtagerne er medlem af en faglig organisation
Det er et krav, at du i forbindelse med udsendelsen af lønoplysninger ikke afslører, om den enkelte på lønoversigten er medlem af en faglig organisation. Dette kom frem i en afgørelse fra Datatilsynet i 2017.
Situationen i sagen var den, at tillidsrepræsentanten på en statslig arbejdsplads havde delt lønoplysninger med medlemmerne af AC-klubben. Det fremgik af lønoversigten, om det enkelte medlem af klubben var fagligt organiseret. Et af AC-klubbens medlemmer klagede over, at det fremgik af lønoversigten, om pågældende var medlem af en faglig organisation.
Datatilsynet udtaler i forbindelse med afgørelse af klagen, at oplysning om fagligt tilhørsforhold er en personfølsom oplysning, som udelukkende kan videregives, hvis der er givet samtykke til videregivelsen.
Det er med andre ord i strid med persondatareglerne at videregive oplysninger om medlemskab af en faglig organisation med mindre, der foreligger et konkret samtykke.