]]>

Da coronakrisen ramte – nyt indlæg i djøfiseringsdebatten

Fire offentligt ansatte djøfere fortæller i ny minidokumentarfilm, hvordan de bag linjerne og i samarbejde med mange andre faggrupper kæmpede for, at Danmark ikke skulle løbe tør for værnemidler, da coronakrisen ramte.

Måske kan du huske, at Djøf som et modsvar på den omfattende djøficeringsdebat, skød en ”Mere til fælles”-kampagne i gang i januar 2020?

Her tog vi livtag med den hårde tone på sociale medier, fremstillede djøferne i et selvironisk lys ”Zombiefilmen” og fremlagde et konkret indspil til regeringens nærhedsreform. Det var et bud på, hvordan vi i fællesskab kan sikre, at offentlige medarbejdere får mere tid til de opgaver, der skaber arbejdsglæde og værdi for borgeren og – lige så vigtigt – oplever en markant større faglig frihed til at planlægge deres arbejdsdag.

Kampagnen kom godt fra start, og Djøfs initiativ blev mødt med interesse og anerkendelse fra regeringen, KL, Danske regioner m.fl. Det var planen, at kampagnen skulle løbe over hele foråret, men som med så meget andet satte Covid-19 de planer på pause.

Sammenhold i krisetid

Der er ikke noget godt at sige om coronakrisen, som har ramt så mange mennesker hårdt både personligt og økonomisk. Men krisen har også vist os, hvad vi kan udrette i fællesskab, når det gælder.

Corona har fået os til at rykke sammen på tværs af faggrupper og lynhurtigt omstille virksomheder og produktioner, udarbejde hjælpepakker og indkøbe værnemidler for millioner. Indsatser, hvor djøfere har spillet en vigtig rolle side om side med mange andre faggrupper.

Den fortælling bliver ikke så tit belyst, så derfor har Djøf nu sat strøm til ”Mere til fælles version 2.0.”, hvor fire offentligt ansatte djøfere i en otte minutter lang minidokumentarfilm fortæller, hvordan deres job med ét slag ændrede sig, da Danmark lukkede ned i begyndelsen af marts 2020 - og hvordan de bag linjerne kæmpede for at sikre de nødvendige værnemidler.

Spred gerne budskabet

Det er nogle virkelig spændende øjenvidneberetninger fra fire med-djøfere, så tag et kig på filmen, hvis du ikke har set den før, og du er selvfølgelig også meget velkommen til at sprede budskabet om, hvordan samarbejdet på tværs fik os godt igennem coronakrisens første bølge.

Her kan du se og/eller dele filmen: