]]>

Bliv klogere på arbejdsmiljø og hjemmearbejde

Nogen arbejder fortsat hjemme eller ønsker måske at gøre det mere i fremtiden. Så her er nogle arbejdsmiljøregler, som er gode at kende. De skal ikke stå i vejen for gode aftaler om hjemmearbejde, men tænk dem med i praktiske og fleksible løsninger.

Som udgangspunkt gælder arbejdsmiljølovgivningen også ved hjemmearbejde, men visse regler gælder kun når der er tale om regelmæssigt hjemmearbejde. 

Hvornår er hjemmearbejde regelmæssigt?

Arbejdsmiljølovgivningens krav til indretning af hjemmearbejdspladsen gælder kun ved regelmæssigt hjemmearbejde. Det betyder, at arbejdet foregår i arbejdstiden, og at omfanget svarer til mindst én dag om ugen. Hvis en medarbejder i mindre omfang arbejder hjemme, er der ikke efter arbejdsmiljølovgivningen krav til hjemmearbejdspladsens indretning.

Indretning af hjemmearbejdspladsen

Ved regelmæssigt hjemmearbejde skal arbejdsmiljølovens regler om arbejdspladsens indretning overholdes. Arbejdstilsynet har udarbejdet en vejledning med en udførlig liste over de krav, der følger af arbejdsmiljøloven med hensyn til indretningen af hjemmearbejdspladsen.

Vær opmærksom på, at arbejdsmiljølovens regler om skærmarbejde også gælder. Ifølge skærmbekendtgørelsen betyder det blandt andet, at ”tastaturet skal kunne skråtstilles og være adskilt fra skærmen således, at den ansatte kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser, der ikke fremkalder træthed i arme og hænder”.

Det er også et krav, at arbejdsstolen er stabil, så medarbejderen sikres bevægelsesfrihed og en hensigtsmæssig arbejdsstilling, og at stolesædet kan indstilles i højden. Det er ikke et krav, at medarbejderen sidder ved et hæve-sænkebord.

Transport af udstyr

Med hensyn til eventuelle udgifter eller omkostninger i forbindelse med etableringen af hjemmearbejdspladsen, er det som udgangspunkt arbejdsgiveren, der skal afholde udgifter til transport af udstyr og inventar fra arbejdspladsen til hjemmearbejdspladsen. Hvis hjemmearbejde sker efter medarbejderens ønske, kan arbejdsgiveren dog kræve, at medarbejderen afholder udgifter til transport.

Hvis medarbejderen allerede har indrettet en hjemmearbejdsplads, som overholder skærmbekendtgørelsen, kan arbejdsgiveren vælge, at medarbejderen blot anvende den.

Hviletid og fridøgn

De almindelige regler om hvileperiode og fridøgn gælder som udgangspunkt, når man arbejder hjemme. Det betyder, at man skal have en sammenhængende hvileperiode på mindst 11 timer inden for hver 24-timers periode og et ugentligt fridøgn.

Kontakt Djøf for at høre nærmere om mulighederne for, at reglerne kan fraviges ved hjemmearbejde.

APV og arbejdsskader

APV og arbejdspladsvurderinger gælder også ved hjemmearbejde. Man bør derfor i sikkerhedsorganisationen udarbejde retningslinjer for, hvordan hjemmearbejde bliver omfattet af arbejdspladsens sikkerheds- og sundhedsarbejde.

Efter omstændighederne vil en skade opstået i forbindelse med regelmæssigt hjemmearbejde kunne betragtes som en arbejdsskade. Men kontakt Djøf, hvis du er i tvivl.

Du kan også læse mere på Arbejdstilsynets hjemmeside.