]]>

Djøf

Destination

Hvor du kan tage hen og hvor længe, afhænger meget af din tidsramme. De fleste benytter sig af et hjælpeprogram eller eksisterende udvekslingsaftaler, men det er ikke de eneste muligheder.

Studieophold

Indledende overvejelser

Brug god tid på at researche de universiteter, som kunne være interessante for dig. Desto før du påbegynder denne fase desto bedre. Undersøg fx, om du kan få de fag, du gerne vil have, og om de udbyder undervisning på engelsk. Vær desuden opmærksom på, at du skal have merit for fagene og de skal ækvivalere til din danske studieordning.

Derudover kan det også være en god idé at undersøge, om det pågældende universitet har mentor- eller tutorordning, sprogundervisning, introduktionsuge for internationale studerende eller andre tilbud til dig. Antallet af udvekslingsstuderende på universitetet kan også have betydning for dit valg.

Læs erfaringsrapporter

Ofte vil du på dit danske universitet kunne finde andre studerendes erfaringsrapporter, der handler om ophold på samme universitet eller i samme land, som du overvejer.

Erfaringsrapporter kan være anvendelige ikke kun i forbindelse med faglige overvejelser, da de kan beskrive de enkelte fag, men også i en mere praktisk og social henseende. De kan fx give dig tips til boligsøgning og andre praktiske udfordringer, som kan fylde meget i forberedelsesfasen.

Udvekslingsprogrammer

Der er forskellige muligheder, når det kommer til at arrangere dit studieophold. Meget afhænger af, hvor du vil hen i verden. I det følgende gennemgår vi de mest almindelige muligheder:

Erasmus+

Erasmus+ er EU’s uddannelsesprogram, der arbejder for at sikre bedre muligeder for mobilitets- og samarbejdsprojekter på tværs af landegrænser. 

Da Erasmus-aftaler oftest vil være fagspecifikke, vil første skridt være at undersøge, hvilke udvekslingsaftaler dit institut har med lignende institutter i Europa. Du kan enten tage kontakt til det internationale kontor på dit universitet eller til dit instituts Erasmus-koordinator, hvis en sådan findes på dit studie. Her vil du også kunne høre nærmere om, hvilke tilskudsordninger du kan søge i forbindelse med dit udenlandsophold. 

Nordplus og Nordlys

Nordplus er et udvekslingsnetværk, der omfatter universiteter i de nordiske og de baltiske lande. Det består af en række mindre netværk inden for forskellige fagområder – fx jura, statskundskab og sociologi. 

Hvis du er interesseret i et udvekslingsophold gennem Nordplus, så undersøg, om dit universitet deltager i et fagligt netværk inden for dit studieområde. Find ud af det gennem det internationale kontor på dit universitet.

Nordlys hjælper med udvekslingsophold i de nordiske lande, hvis dit studiested fx ikke deltager i et fagligt netværk inden for dit studieområde, eller hvis et sådant netværk ikke eksisterer. Her kan det tværfaglige udvekslingsnetværk Nordlys måske hjælpe.

På dit studiested kan du få mere information om, hvilke universiteter der deltager i det tværfaglige Nordlysnetværk, og hvordan du eventuelt kan planlæg dit ophold gennem Nordlys.

Udvekslingsaftaler

Dit universitet har højst sandsynligt adskillige udvekslingsaftaler med andre universiteter i hele verden. Det betyder at dit universitet og det pågældende udenlandske universitet, hvert semester "bytter" studerende. Derfor er disse studiepladser gratis.

Antallet af samarbejdsaftaler og repræsenterede lande varierer fra studiested til studiested. Det bedste sted at starte er derfor dit internationale kontors hjemmeside. Der får du overblik over, hvilke muligheder du har for en studieplads i og uden for Europa – gennem dit universitet.

Samarbejdsaftaler med universiteter uden for Europas grænser er som regel ikke fagspecifikke, hvilket ofte betyder, at mange studerende ofte konkurrerer om færre pladser.

Overvej derfor om flere end blot et enkelt eller to universiteter er interessante for dig, så du højner muligheden for at komme afsted.

Kontakt det internationale kontor på dit universitet for at høre mere.

Ud på egen hånd

Hvis du gerne vil studere et semester på et universitet, som dit uddannelsessted ikke har en udvekslingsaftale med, eller du gerne vil læse en hel kandidatuddannelse i udlandet, så har du mulighed for selv at tilrettelægge dit studieophold i udlandet og helt eller delvist få studieafgiften finansieret via udlandsstipendiet.

Da du tager afsted på egen hånd uden om dit studiested, betyder det også, at du principielt har mulighed for at søge om studieplads på alle universiteter i hele verden. Du planlægger selv dit studieophold i samarbejde med det udenlandske universitet og står dermed selv for at sætte dig ind i krav og deadlines på dit udenlandske og dit danske universitet. Du skal være opmærksom på, at det kan være en lang proces. Så start derfor i god tid – og tag ikke et nej for et nej.

EDU og KILROY

Hvis du ikke har mod på at arrangere studieophold uden for Europa helt på egen hånd, så kan du overveje at søge ud med hjælp fra EDU Danmark eller KILROY. EDU og KILROY er begge private organisationer. De hjælper dig, hvis du vil læse et semester i et land uden for Europa og uden om dit universitet.

Den hjælp, som du får af EDU, er gratis gennem hele processen – den er betalt af det universitet, du søger ud til.

EDU tilbyder blandt andet EDU Days to gange om året, som er en studiemesse, hvor du har mulighed for at møde repræsentanter fra EDU’s samarbejdsuniversiteter, og adskillige mindre informationsarrangementer. Derved har du mulighed for at få mere specifik viden om undervisningen, fag m.m. Samtidig kan du få hjælp af EDU’s vejledere, der selv har studeret i udlandet, eller få gode råd af studerende, som selv har været ude via EDU. Derudover arrangeres også diverse andre arrangementer, fx om legatsøgning. Læs mere på edu-danmark.dk.

KILROY tilbyder gratis studievejledning i København samt i Aarhus og Odense efter aftale. KILROY har samarbejdsuniversiteter i hele verden og tilbyder desuden hjælp til international praktik i USA, Kina og Australien.

KILROY afholder ligeledes studiemesser i hele landet, hvor du kan møde deres studievejledere og få råd og inspiration til planlægning af dit studieophold. KILROY afholder også mindre arrangementer, som fx kan være landespecifikke eller lignende. Desuden kan KILROY også være behjælpelig med at arrangere et udenlandsk praktikophold. Læs mere på KILROY's hjemmeside.

Praktikophold

I et praktikophold kan du være alt lige fra stagiaire i EU eller udsending til den danske FN-mission i New York til projektmedarbejder i diverse ulande.

Har du en specifik faglig eller personlig interesse, er et praktikophold din mulighed for at arbejde med det i praksis, og tilmed opleve en ny kultur ved at bo i et andet land. Du skal gribe processen an, som om du søger job.

Udnyt dit netværk, og søg praktikstillinger vidt og bredt på fx Djøfs Jobunivers (her kan du vælge at søge på praktik/trainee). Dit universitet har muligvis en jobbank, hvor praktikstillinger opslås. 

Vær opmærksom på at ikke alle kan få en praktikplads på de mest efterspurgte arbejdspladser og ambassader. Overvej derfor om der er andre praktikstillinger med lignende opgaver, der kunne være interessante. Fx kan du overveje om en mindre ambassade eller virksomhed kan give dig andre udfordringer og et større ansvar.

Begynd tidligt med at søge for på den måde at få et overblik over, hvilke muligheder du har for et praktikophold inden for dit fagområde. Et år før er ikke for tidligt. Overvej også om du ønsker at dit praktikophold skal være meritgivende, eller om du tager orlov fra studiet under dit praktikophold.

En god måde at få relevant information om den specifikke praktikplads er ved at tage kontakt til den nuværende praktikant. Denne er oftest angivet på stillingsopslaget. Husk at vedkommende kan være med i ansættelsesprocessen.

Kom godt i gang

  • Tid: Start i god tid. Et år inden du skal af sted, er ikke for tidligt. Jo tidligere desto flere muligheder.
  • Frister: Undersøg om der er frister, der skal overholdes. Typisk er fristen 6-9 måneder før praktikstart.
  • Krav: Undersøg om der er specifikke krav til fx alder, beståede eksamener, anbefalinger eller eksamensbeviser. Vær også opmærksom på om praktikopholdet skal være meritgivende.
  • Praktiske foranstaltninger: Undersøg vilkårene for fx arbejds- og opholdstilladelse, forsikring og bolig. Oftest kan dit praktiksted hjælpe.
  • Overvej, om du vil arrangere praktikopholdet på egen hånd. Alternativt kan du undersøge, om dit studiested har nogle faste aftaler, som de studerende kan søge.
  • Undersøg gennem din studievejleder, om du kan få merit for dit praktikophold.

Erasmus-stipendium

Hvis du har fået en praktikplads hos en europæisk virksomhed er du også berettiget til et Erasmus-stipendium (tilsvarende hvis du var Erasmus-udvekslingsstudent). Det er omfatter et månedligt stipendium (beløbet kan dog variere fra år til år). 

Her er de mest generelle vilkår for praktik med Erasmus-støtte:

  • Det må foregå i private og offentlige virksomheder, forskningscentre, andre institutioner og organisationer i  medlemslandene.
  • Der kan være udvalgte arbejdspladser og institutioner, hvor du ikke kan være praktikant med Erasmus-stipendium. 

Muligheder

Her kan du se en række af de muligheder, du har for praktikophold i udlandet. Læs mere på blandt andet gribverden.dk, hvor der er en mere udførlig beskrivelse af de enkelte muligheder. Vil du læse specifikt om praktik, så se mere her

Praktik i EU's institutioner 

Der er flere muligheder for praktikpladser i EU. Du kan være praktikant hos danske MEP, danske/udenlandske interesseorganisationer og virksomheder samt direkte hos EU.

De såkaldte stagiaireophold:

  • Praktik i EU-Kommissionen
  • Praktik i EU-Domstolen
  • Praktik i Den Europæiske Centralbank
  • Praktik i EU-Parlamentet.

Læs mere om praktikophold i EU på Europa-Parlamentets webside, hvor der også findes ansøgningsskemaer.

Praktik ved ambassader og kulturinstitutter

Danske ambassader og kulturinstitutter har ofte praktikanter i varierende perioder. Du kan finde en oversigt over danske ambassader og kulturinstitutter. Overvej om mindre ambassader giver dig nogle anderledes muligheder, som kan være interessante. Praktikpladserne kan ses på universiteternes jobbanker, Djøfs jobunivers og på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Praktik i internationale organisationer

Flere større internationale organisationer har praktikanter. Deriblandt FN, Europarådet, OSCE, Verdensbanken og OECD. 

Mange af de internationale interesseorganisationer og NGO'er har kontorer i de byer, hvor fx EU institutionerne holder til.

I praktik gennem udvekslingsorganisationer

Der findes en række organisationer, der formidler praktikophold for studerende mod betaling, fx AIESEC. Læs mere, om hvilke organisationer der kan hjælpe dig med dit praktikophold.

Andre links

  • Europlacement - Jobportal for studerende der søger en praktikstilling. 
  • Grib Verden - Et inspirationssite med masser af videoer om unge der har været ude i verden. 
  • KILROY - Hjælper med at arrangere meritgivende praktikophold i udlandet.
  • Djøf praktik - Her finder du praktikopslag og information om praktik i udlandet.
  • Økonomisk tilskud - Læs her om bl.a. legater, fonde og Erasmus+.