”Uanset om 3-parts forhandlingerne aflyses eller ej, er stress på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø ved at udvikle sig til en folkesygdom, som vi ikke kan blive ved med at ignorere. Hvis det ikke skal få langvarige konsekvenser for vores arbejdsstyrke, er det bydende nødvendigt at få det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø prioriteret ligeværdigt i lovgivningen og i den måde, vi bruger vores forebyggelsespenge på” siger formanden for de overenskomstansatte medlemmer i Djøf, Lars Qvistgaard.

Djøf har oplevet en firedobling i antallet af henvendelser fra stressramte medlemmer siden 2008, men Lars Qvistgaard understreger, at problemet ikke er branchebestemt:

”Langt de fleste af Djøfs sager om stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø handler om forholdet mellem chef og medarbejder eller medarbejder og medarbejder indbyrdes, for eksempel om mobning. Det er en farlig misforståelse at tro, at dårligt psykisk arbejdsmiljø udelukkende kommer udefra, som for eksempel socialrådgivere eller fængselsbetjente kan opleve det i deres daglige arbejde. Alle kan blive ramt af dårligt psykisk arbejdsmiljø, uanset branche.

”Som samfund er vi desværre stadig meget dårlige til at tage det dårlige psykiske arbejdsmiljø i opløbet. Vi skal blive bedre til at forebygge ved for eksempel at inddrage arbejdspladsvurderinger, trivselsundersøgelser og personalelomsætning, når vi identificerer, hvilke arbejdspladser, der kan være i farezonen.

Nedslidning er ikke, hvad nedslidning var i industrisamfundet, og derfor nytter det heller ikke noget, at vi i dag bruger en del penge på at forebygge fysisk nedslidning, men stadig alt for lidt på at forebygge psykisk nedslidning,” siger Lars Qvistgaard, der vil have flere penge fra Forebyggelsesfonden øremærket til det psykiske arbejdsmiljø. ”Den er gal med balancen.”