]]>

Djøf

Opstart af virksomhed

Kom godt fra start som selvstændig og få overblikket over de vigtigste ting, som du skal huske i opstart af din virksomhed. Du kan finde skabeloner til konsulentaftaler og underleverandøraftaler.

Som ny selvstændig er der mange ting at holde styr på, fx hvilken virksomhedsform du skal vælge, hvordan det regnskabs- og skattemæssige fungerer, og spørgsmål om bogføring, skattefradrag, selvangivelse og forskudsopgørelse.

Djøf afholder løbende arrangementet 'Kom godt fra start som selvstændig', som omhandler alt det, der er godt at vide som nystartet selvstændig, eller lige før du tager springet. Vi anbefaler derfor, at du melder dig til arrangementet, hvor du bliver klogere på alt det, du skal have styr på som selvstændig.

Du skal vælge virksomhedsform

Du skal vælge en virksomhedsform - enkeltmandsvirksomhed, anpartsselskab (ApS) eller aktieselskab (A/S).

  • Kun én ejer
  • Kan ansætte medarbejdere
  • Indberetter moms
  • Import og/eller eksport i og udenfor EU
  • Virksomhedens aktiver tilhører ejeren
  • Ejeren hæfter personligt for virksomhedens gæld
  • Kræver dansk cpr-nummer
  • Gratis at registrere

  • Indskud: mindst 40.000 kroner.
  • Ejer hæfter ikke personligt for selskabets gæld og andre forpligtelser udover med de værdier, der er indskudt i selskabet.
  • Formuen er selskabets - ikke ejernes.
  • Skal have en direktion.
  • Kan have én eller flere ejere.
  • Kræver vedtægter og et stiftelsesdokument.
  • Det koster 670 kr. at registrere et ApS.

  • Mindst 400.000 kr. i indskud – ingen øvre grænse
  • Ejere hæfter ikke personligt for gæld og andre forpligtelser udover med de værdier, der er indskudt
  • Formuen er selskabets og ikke ejernes
  • Skal have en bestyrelse og en direktion eller et tilsynsråd og en direktion
  • Kan have én eller flere ejere
  • Kræver vedtægter og et stiftelsesdokument
  • Det koster 670 kr. at registrere et aktieselskab

Få rådgivning om, hvilken virksomhedsform der er den rette for dig igennem Djøfs rabataftale

Din virksomhed skal oprettes

Når du har valgt, hvilket slags selskab du vil oprette, skal du registrere virksomheden. Alle kapitalselskaber (ApS og A/S) skal registreres hos Erhvervsstyrelsen på Virk.dk for at opnå gyldighed. Enkeltmandsvirksomheder registreres også på Virk.dk.

For at registrere et ApS eller A/S, skal du bruge følgende juridiske dokumenter:

  • Stiftelsesdokument - Stiftelsesdokumentet indeholder grundlæggende informationer om det nystartede selskab. Dokumentet oplyser blandt andet, hvornår selskabet er stiftet, hvem ejeren er, og, hvis der er flere ejere, hvor stor en del af selskabet de hver især ejer.
  • Vedtægter - Et selskabs vedtægter er et af de mest centrale dokumenter, da disse indeholder de regler, der gælder for virksomheden. Det kan for eksempel være selskabets formål og navn og oplysninger om, hvordan der træffes beslutninger, samt ledelsens sammensætning.
  • Bekræftelse af selskabskapitalen - Du skal have selskabskapitalen bekræftet af en tredjepart, fx en revisor, advokat eller hos en online juridisk tjeneste.
Få hjælp til at oprette din virksomhed igennem Djøfs rabataftale med Legal Desk.

Skal der laves en ejeraftale og en direktørkontrakt

Hvis I er flere stiftere af selskabet, kan det være en god idé at oprette en ejeraftale. På den måde sikrer I, at der er enighed om ejerskabets fordeling, fx hvis selskabet en dag skal sælges. Med ejeraftalen skaber I klarhed, og I mindsker dermed risikoen for konflikter.

Hvis du som direktør er ejer i selskabet, er det nødvendigt med en direktørkontrakt, da det er et lovkrav ifølge selskabsloven.

Se Djøfs udkast til direktørkontrakten og få hjælp til at lave en ejeraftale igennem Djøfs rabataftale med Legal Desk.

Råd og vejledning

Virksomhedsguiden er et godt sted at få råd og vejledning. Det gælder både om de formelle spørgsmål, og hvis du leder efter arrangementer og kurser for selvstændige.

Kontrakt

Tag udgangspunkt i Djøf selvstændig konsulentaftale, når du som selvstændig skal indgå en kontrakt med en kunde eller samarbejdspartner. Slet de vilkår i dokumentet, der ikke er relevante for dig.

Djøf selvstændig konsulentaftale 

Djøf selvstændig konsulentaftale - engelsk version

Du kan som selvstændig også nogle gange fungere som underleverandør. I den situation kan du tage udgangspunkt i vores standardaftale og vi læser gerne dit forslag igennem og giver dig rådgivning herom.

Djøf selvstændig underleverandøraftale

Djøf Selvstændig underleverandøraftale - engelsk version

Send din kontrakt

Er du medlem af Djøf, så vil vi rigtig gerne se din nye kontrakt igennem og give dig en professionel vurdering af vilkårene, så du står stærkere i forhandlingen med din kommende kunde eller samarbejdspartner.

Husk at oplyse et telefonnummer vi kan kontakte dig på, hvis du ønsker en telefonisk tilbagemelding. Præciser også gerne, hvis der er punkter i kontrakten, vi skal have særligt fokus på i vores gennemgang.

InnoFounder programmer

Innovationsfonden har to spor, hvor iværksættere kan få økonomisk støtte mv. De to spor: 

  • InnoFounder- Graduate er for dig, der indenfor de sidste 24 måneder, er dimitteret fra en videregående uddannelse. 
  • InnoFounder - Experienced er for dig, der har en væsentlig forsknings- og/eller erhvervserfaring at basere din idé på. 

Læs mere om krav, støttemuligheder, og ansøgningsfrister på InnoFounder sitet.

 

 

Tænk længere

Djøf

Din økonomi som selvstændig eller startup