]]>

Danske ledere dårligt rustet til digitaliseringen

De går som katten om den varme grød, mener digital vismand.

Disruption

09.03.2020

Ledere i Danmark har ikke de nødvendige kompetencer til den digitale omstilling, og derfor har den endnu ikke for alvor ramt ledelsesgangene. Det mener digital vismand og CBS-professor Jan Damsgaard, som du kan møde på Djøfs lederkonference 2020 den 12. maj. Professoren anbefaler ledere at prioritere de digitale kompetencer, og få digitaliseringen helt op under neglene.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist

Den teknologiske udvikling har længe trukket skarpe overskrifter i ledelsesdebatten, og begreber som ’industri 4.0’, ’tech’, ’disruption’ og ’digital transformation’ er i den grad blevet hverdags-lingo på ledelsesgangene i både offentlige og private virksomheder.

Men spørgsmålet er, om digitaliseringen i praksis har været så revolutionerende og gennemgribende for lederes strategier og prioriteringer, som alskens profeter har forudsagt? Og om danske ledere, også som spået, er blevet kastet ud i at opfinde substantielt nye måder at lede og organisere på?

Nej, lyder det klare svar fra digital vismand Jan Damsgaard. Han er professor i digitalisering på Copenhagen Business School, og vi har bedt ham fra sit helikopterperspektiv tage temperaturen på den digitale udviklings betydning for ledelse i og af de offentlige og private organisationer herhjemme.

Ledere er stadig i IT-æraen

Ifølge Jan Damsgaard befinder Danmark sig stadig i IT-æraen, og her er vi kommet ganske langt sammenlignet med mange andre lande i verden. Derimod er danske ledere ganske langt fra de kreative eksperimenter med at digitalisere forretningsmodeller og velfærdsydelser. Og af samme grund er profetierne om den ledelsesmæssige revolution og de radikale forandringer i kølvandet på den digitale transformation indtil videre ikke gået i opfyldelse.

Det, lederne ved, har de lært hen ad vejen - de er ikke født ind i det. Og derfor går mange som katten om den varme grød

- Det skyldes, blandt andet at ledernes digitale kompetencer ikke er store, og det gør den digitale transformation af en eksisterende forretningsmodel eller velfærdsydelse vanskelig for dem. For du kan ikke bare forlænge den med brædder ud fra den viden, du har. Det er ikke meget værd i en digital omstilling. Det kræver helt andre digitale kompetencer og viden, som lederne ikke har, blandt andet på grund af deres alder.

- Det, lederne ved, har de lært hen ad vejen – de er ikke født ind i det. Og derfor går mange som katten om den varme grød uden at føle, at de kan tage digitaliseringen til sig, siger Jan Damsgaard, der den 12. maj er en af hovedtalerne på Djøfs lederkonference 2020 i København, som stiller skarpt på de vigtigste ledelsesudfordringer nu og fremover.    

Forveksler IT og digitalisering

Paradokset er, pointerer han, at lederne samtidig godt ved, at digitalisering er vejen frem, og derfor sætter både offentlige organisationer og private virksomheder ressourcer af til det. Men fordi lederne ikke er ordentligt rustet til udviklingen, bliver det mest til IT-projekter, som går under navnet ’digitalisering’.

- Mange ledere bruger IT og digitalisering synonymt. Og indtil videre har vi mest set projekter, hvor opgaver og processer bliver optimeret, effektiviseret og i et vist omfang erstattet af it-løsninger. Men digital transformation betyder at gentænkte opgaver og processer helt. Det er her de nye disruptive løsningsmodeller opstår. IT og teknologisering er helt sikkert nødvendige skridt på vejen, men det er ikke digitalisering.

Lederne har ikke formået at omstille sig

Ledernes manglende kompetencer forklarer også de eksempler på fejlslagne digitale projekter, vi har set, mener Jan Damsgaard og nævner blandt andet Den Digitale Tinglysning, Rejsekortet og EFI på det offentlige område, mens de private ofte flyver under radaren. Læg hertil, at digitalisering generelt ikke fører til en mere, men snarere en mindre lukrativ forretning.

- Det er svært at se, hvordan e-mail skulle kunne gøre postvæsnet rigere, eller hvordan blockchain kan gavne bankernes indtjening. Markedet bliver mindre, og det kommer kun os som forbrugere til gode, siger han som endnu en begrundelse for digital tilbageholdenhed.

Verden bliver kun mere digital, og derfor er vi nødt til at få erfaringer med det, få det helt op under neglene

- Derfor synes holdningen hos lederne at være ’ikke på min vagt’, fordi det er svært at save sin egen gren over uden en erstatning. Det kræver rum til at eksperimentere, og her er lederne stadig heller ikke helt fremme i skoene, mener han.

- For jo mere KPI-styret, du er, jo mere fokuseret er du også på den næste kvartalsrapport. Og det efterlader mindre båndbredde til de digitale eksperimenter. Vi har selvfølgelig set eksempler på laboratorier og beskyttede miljøer, blandt andet Rainmaking Loft og MobileLife, hvor lederne har fået rum til at flyve under radaren med ’skunk works’, men slet ikke nok.

Lær digitaliseringens dna at kende

Status er altså ifølge Jan Damsgaard, at danske ledere ikke i større omgang har formået at omstille sig selv og deres organisationer til en digital verden, blandt andet fordi de ikke besidder de nødvendige kompetencer. Så hvordan lyder hans anbefalinger til, hvordan lederne gør sig klar til omstillingen?

- Verden bliver kun mere digital, og derfor er vi nødt til at få erfaringer med det, få det helt op under neglene. Så hvis jeg var leder, ville jeg lære noget om cyber security, så jeg bedre kunne beskytte min virksomhed. Jeg ville prøve at lære at forstå block chain og de algoritmer, som vil dominere teknologierne i fremtiden. Og jeg ville lære at programmere – ikke for selv at kunne det, men netop for at lære algoritmerne at kende, så jeg vidste, hvordan de virker, når de for eksempel automatisk tildeler en borger boligstøtte – en opgave, socialrådgiverne tidligere sad og tog stilling til. Jeg mener, at det er en eksistensrisiko for ledere ikke at kende til disse teknologier.

Også strategisk skal de sadle om, mener Jan Damsgaard.

- Ledere skal holde op med at lave 3-5-årige strategiplaner og i stedet se på megatrends. Megatrends udpeger retningen for det, som uafværgeligt vil ske. Vi ved bare ikke hvornår. Derfor skal du også have dine handlingsplaner klar i skuffen, så du er klar til at eksekvere indenfor 6-8 måneder, siger han og fortæller, at han netop har besøgt Amazons tyske hovedkvarter. Her har den amerikanske internet-gigant overtaget halvdelen af al online-handel på tre år.

- Og hold da op – de er dræber-effektive! Fri fragt og levering næste dag. Så hvis jeg var en dansk erhvervsleder, ville jeg bruge noget tid på at lære at sælge mine varer på Amazon, så jeg var klar, når de åbner i Danmark.

Mere om temaet 'Organisationsdesign'

Djøf stiller med en række indlæg og aktiviteter skarpt på lederes erfaringer med og muligheder for at afprøve nye organisationsformer.

Se også:   

Deltag i debatten om ledelse

Følg med i ledere og kommende lederes faglige betragtninger, når vi lægger op til debat om lederrollen, uformel ledelse og nyeste forskning på ledelsesområdet.

Følg med på LinkedIn

Om Jan Damsgaard

Jan Damsgaard

Jan Damsgaard, ph.d., er professor på Institut for digitalisering, Copenhagen Business School. I 2014 udpeget som digital vismand af det uafhængige Akademiet for Teknisk Videnskaber (AVT) som medlem af rådet Digitale Vismænd. Jan Damsgaard er forfatter til ’Den digitale omstilling. 9 radikale udfordringer erhvervslivet skal overleve’ fra Djøf Forlag. Den 12. maj i København er han en af hovedtalerne på Djøfs lederkonference 2020.   

Arrangementer

Arrangementer og netværk for dig, der er leder eller overvejer at gå ledervejen

Se alle arrangementer