Vi er ikke objektive bedømmere af andres fejl
Marcus Buckingham og hans medforfatter Ashley Goodall argumenterer for, at problemet med feedback, og hele den bevægelse, der bakker metoden op, er, at den læner sig op ad tre forskellige antagelser, som alle er forkerte, men som organisationer i dag opfatter som universelle sandheder og derfor for længst er holdt op med at sætte spørgsmålstegn ved.
Den første er antagelsen om, at vi i dag tror på, at andre mennesker er bedre til at se svaghederne i os, end vi selv er, og derfor også er bedre til at se, hvor vi har brug for at forbedre os og udvikle os. Hvilket så at sige er hele grundpræmissen bag feedback. Men kigger man på forskningen, peger studie på studie ifølge forfatterne på, at vi overhovedet ikke er gode til at vurdere, hvor gode eller dårlige andre mennesker er. Faktisk tværtimod.
- De seneste 40 år har forskere inden for psykologien igen og igen påvist, at vi som mennesker ikke har objektiviteten til at bedømme, vurdere og evaluere andres evner og karaktertræk. Inden for ledelse og i arbejdssammenhæng er der jo den her tendens til, at vi på forhånd definerer nogle karaktertræk og attributter, for eksempel ’god strategisk sans’ og ’stærke kommunikationsevner’, som vi så bagefter bruger til at gå ud og vurdere, hvor meget eller hvor lidt andre mennesker besidder af.
- Men forskningen viser, at det, vi ser, når vi vurderer andre, og det, vi lægger vægt på, når vi skal bedømme, hvor gode eller dårlige de er, handler meget mere om os selv og vores egne ubevidste bias. Faktisk handler mere end 50 procent af vores bedømmelser af andre om os selv, og derfor er det en løgn, når vi tror, at vi objektivt kan fortælle, hvor gode andre er til deres arbejde, siger Marcus Buckingham til Djøf og fastslår, at dette problem netop forklarer, hvorfor så mange af os oplever at have svært ved at modtage og få noget konstruktivt ud af den feedback, vi modtager fra andre. For den bedømmelse og evaluering, vi får, siger os ikke ret meget og er ikke noget, vi kan genkende os selv i. For den handler altså mere om afsenderen end modtageren.
Hvordan vi lærer
Den næste af feedbackens forkerte præmisser handler om, hvordan vi lærer som mennesker.
- Ideen om, at andre skal give os feedback, hviler derudover på en anden grundforestilling om, at læring foregår ved, at andre besidder en ny bedre viden og indsigt, som vi ikke selv har, og at de ved at give os den, kan sætte en læringsproces i gang i os. Men igen, hvis man kigger på studier på det her område, viser det sig, at den bedste læring slet ikke sker, når man giver folk ny viden, som de skal tilegne sig og indlære fra scratch. Men ved, at man giver dem viden og information på områder, som de kender allerede, og som de kan bygge videre på, siger han og uddyber, at det især er to slags neurologiske studier, der dokumenterer dette.