]]>

Forskellige typer af professionelle samtaler

Hvordan adskiller mentorsamtalen sig fra andre samtaleformer fx coaching og vejledning?

Forskellige typer af professionelle samtaler

Hvordan adskiller mentorsamtalen sig fra andre samtaleformer som fx coaching, supervision og vejledning?

Mentorsamtalen er én af mange professionelle hjælpesamtaler. Det særlige ved mentorsamtalen er, at den metodisk er en sammensat størrelse. Mentorsamtalen låner metoder med arme og ben fra mange af de øvrige professionelle samtaler.

Beslægtede samtaleformer

Her gennemgår vi de væsentligste professionelle samtaleformer, som mentorsamtalen metodisk trækker på, og beskriver, hvilke elementer der kan være et redskab i mentorsamtalen.

Modellen giver et overblik over nogle af de vigtigste samtaleformer, som vi betjener os af i vores arbejdsmæssige hverdag.

Dimensionerne i modellen er med til at tydeliggøre relationen og magtdistancen mellem samtalepartnerne, og om samtalen har til hensigt at give konkrete svar eller at undersøge muligheder/alternativer (+/- svar).
Magtmodel - Forskellige typer af professionelle samtaler

Coaching

En meget kort definition på coaching er: 

“Coaching gør en fokusperson i stand til at træffe bevidste beslutninger og øger fokuspersonens handlekraft, så vedkommende kan blive leder i sit eget liv” (Wise, 2000). 

En af årsagerne til, at man vælger at indgå i et mentorforløb, er typisk, at mentee har behov for afklaring eller for at overkomme udfordringer. Typisk vil mentee skulle træffe nogle afgørende valg i sit arbejdsliv.

I denne situation handler det under mentorsamtalen om at gøre konsekvenserne af et valg tydelige for mentee. Da det er mentee, der skal træffe et valg og bedst kender de mulige konsekvenser, er det klogt af mentor at blive i det spørgende, udforskende hjørne af samtalen. 

Coachingsamtalens grundlæggende spørgeteknik kan være anvendelig, når mentee fx har behov for en afklarende dialog. 

Supervision

Der er mange forskellige definitioner på supervision, hvoraf en af dem er:

”At en person (supervisor) hjælper en anden (supervisand) til at kunne løse sine arbejdsopgaver med større tilfredsstillelse” (Hans Henrik Kleinert).

Supervision i sin egentlige form vil næppe forekomme i en udviklingsorienteret mentorsamtale. På en arbejdsplads, der anvender mentorprogrammer som en form for oplæring, er det mere sandsynligt, at det vil forekomme.

Elementer fra supervision er dog anvendelige. Det kan fx være, at mentee kæmper med at forstå eller anvende en særlig faglig metode, og at mentee opfatter det som blokerende for sin udvikling i jobbet ikke at mestre denne faglige metode. I sådan en situation kan mentor invitere mentee til at løse en konkret opgave med anvendelse af metoden. Mentor er således med på sidelinjen, kommenterer og understøtter mentee undervejs.

Mediation

Viden om konfliktløsning samt op- og nedtrapning af konflikter kan være relevant for en mentor. Hvis en konflikt er spidset så meget til for mentee, at der er behov for mediation og deltagelse af en tredje part, er mentorsamtalen ikke en løsning.

Når mediering som professionel samtale alligevel kan byde på relevante metoder for en mentor, kan det være som forståelse af konflikter, og hvordan man kan agere i det.

Lad os forestille os, at mentee er endt i en konflikt på sin arbejdsplads, som kræver mediering for at blive løst. I sådan en situation vil det være hjælpsomt for mentee at få diskuteret konfliktens substans og især modpartens synspunkter igennem med en mentor. Mentor kan beskrive, hvordan en mediering kan foregå, og hvad mentee skal forberede sig på for at få løst konflikten.

Vejledning

I det udviklingsorienterede mentorprogram er vejledning fra mentor til mentee sjældent forekommende. Fokus er i mentorsamtalen er, at mentee forstår sig selv og de udfordringer eller problemer, vedkommende står i. Her er vejledning ikke svaret.

Det kan være relevant, hvis mentor og mentee diskuterer konkrete faglige metoder, hvor den ene kender en metode, som kan være til gavn for den anden. Så vil det være aktuelt at vise og vejlede den anden i, hvordan den konkret anvendes.

Forskellen til supervision er, at mentor ikke overværer eller tjekker mentees arbejde med en konkret metode, men introducerer den og viser, hvad der skal gøres, og overlader arbejdet til mentee.

Instruktion

At mentor helt konkret giver mentee instruktion til, hvordan ting skal gøres, ligger meget langt fra mentorbegrebets ånd og bør derfor ikke forekomme i mentorsamtaler. Derimod kan man godt forestille sig, at mentee kan tale med mentor om, hvordan man agerer på konkrete instruktioner fra en chef eller en kollega.


Lær mere

Video: Rollen som mentor 

Artikel: Erfaring er guld værd

Artikel: Kroppen taler altid med

Wise 2000: Karen Wise Consulting:The Blog