Velkommen til vores nye website! Nogle steder vil du stadig se vores gamle site - lidt endnu.

Din løn som leder

Se, hvad du kan forhandle om som leder, chef og direktør, og hvad der påvirker din lønforhandling, når du skifter job. Tjek også din grundløn, tillæg og åremål, når du er ansat i staten, en region eller en kommune.

Knyttede hænder

De største lønstigninger sker ofte, når du får dit første lederjob eller skifter til et nyt lederjob med mere ansvar. Det er også i den første tid i dit lederjob, at du kan gå efter at få en mærkbar lønstigning.

Der er forskel på, hvad du kan forhandle om som leder i det offentlige eller det private. Det gælder også for dine muligheder for at gøre bonusser eller resultatløn til en del af din samlede lønpakke.

Få et overblik over din løn og lønpakke som leder, og bliv skarp på, hvad der påvirker din position og mulighed for at forhandle dine ønsker hjem ved lønforhandlingen, når du skifter job. 

Det påvirker din løn

Som leder er der flere forhold, der kan påvirke din position i en lønforhandling. Dine muligheder ved lønforhandlingen afhænger ofte af din kontrakt og dine ansættelsesforhold. Men din forhandlingsposition og løn påvirkes også af andre ting. Bring dem i spil, så du får en bedre lønpakke med hjem:

  • er du ny eller erfaren leder
  • dine kompetencer, kvalifikationer og resultater
  • dit faglige og økonomiske ansvarsområde
  • de strategiske ledelsesopgaver, du skal varetage
  • hvor mange og hvilken type medarbejdere, du skal være leder for
  • din jobsituation – har du fx flere jobtilbud på hånden

Bliver du ansat i en politisk ledet organisation, har det desuden betydning:

  • hvor tæt du er på det politiske niveau
  • om du har ansvar for et område med særlig politisk eller mediemæssig bevågenhed.

Ændrer disse ting sig, kan du bruge det i dine årlige lønforhandlinger.