]]>

Djøf

Erhvervsgymnasier og andre gymnasier

Her kan du læse om ansættelsesvilkår for undervisere på erhvervsgymnasier (HHX, HTX og EUX) og på de almene gymnasier (STX, HF og VUC).

På nogle punkter adskiller arbejdsvilkårene for undervisere på erhvervsgymnasierne m.fl. sig fra øvrigt overenskomstansatte administrative djøfere. Underviserne på de forskellige typer af undervisningsinstitutioner har samme vilkår, selvom de er omfattet af forskellige overenskomster.

Er du ansat på et erhvervsgymnasium, gælder AC-overenskomsten. Hvis du har en djøf-uddannelse og er ansat på et alment gymnasium, er du også omfattet af AC-overenskomsten.

Ellers er du omfattet af STX-overenskomsten

Stillingstyper

Stillingsbetegnelsen adjunkt anvendes for nyuddannede og de første 4 år. Stillingsbetegnelsen lektor opnås automatisk fra basisløntrin 8, uden at underviseren skal gennemgå en lektorbedømmelse. Det vil sige, at en nyansat lærer uden undervisningserfaring, der har været beskæftiget med akademisk arbejde i mere end 4 år, og dermed er på basisløntrin 8, vil opnå titlen lektor.  En sådan lektortitel giver ikke adgang til ansættelse som lektor på professionshøjskoler og erhvervsakademier.

Der er desuden oprettet en ny stillingstype som pædagogisk faglig koordinator. Der er ikke et anciennitetskrav for at blive ansat i en stilling som pædagogisk faglig koordinator.

Du kan også ansættes som timelærer efter Finansministeriets cirkulære om timelønnet undervisning.

Pædagogikumkandidater (adjunkter og lektorer) er omfattet af pædagogikumbekendtgørelsen.

Ansættelsesvilkår 

Løn

Undervisning på gymnasialt niveau kræver en akademisk uddannelse. Du bliver derfor ansat på AC-overenskomsten og indplaceret i basislønsystemet efter din individuelle lønanciennitet.

Der ydes et undervisningstillæg til adjunkter og lektorer. Tillægget ydes på baggrund af undervisningsanciennitet.

Tillægget udgør årligt (beløbene er angivet i niveau 31. marts 2012):

  •  1.-2. år 38.000 kr.
  •  3.-6. år 50.000 kr.
  •  7. og flg. år 72.500 kr.

Basislønnen for pædagogisk faglige koordinatorer er 460.000 kr. årligt (niveau 31. marts 2012).

Herudover kan der efter forhandling aftales individuelle kvalifikations- og funktionstillæg. Pædagogisk faglige koordinatorer kan selv forhandle tillæg.

Aktuelle lønsatser i Djøfs lønoversigt

Arbejdstid

Arbejdstiden er fastsat som en årlig norm på 1924 timer svarende til gennemsnitligt 37 timer om uge. Skolerne er forpligtet til at etablere et system, hvor du løbende kan registrere din arbejdstid.

Kravet om et system til løbende registrering af arbejdstiden kan fraviges ved lokal aftale mellem tillidsrepræsentant og ledelse.

Den daglige arbejdstid på arbejdspladsen skal foregå i sammenhæng. Grundprincippet er, at arbejdstiden er den tid, du er på arbejdspladsen, fra du kommer til du går hjem. Det betyder, at også mellemtimer og spisepauser er arbejdstid.

Arbejde hjemme kan kun medregnes som arbejdstid, hvis der er en aftale med ledelsen herom. Enten generelt for alle eller individuelt mellem dig og ledelsen.

Der kan indgås aftale om plustid, som er højere ugentlig arbejdstid end 37 timer med forholdsmæssig forhøjelse af lønnen. Du kan læse nærmere i: 

Vejledning om plustid

Merarbejde

Arbejdstiden opgøres én gang om året.

Merarbejde for adjunkter/lektorer aflønnes på samme måde som for andre akademikere i staten. Betingelserne følger af overenskomstens § 14. Merarbejde skal så vidt muligt afspadseres. Dette sker med et tillæg på 50 %. Hvis afspadsering ikke kan finde sted, sker der i stedet udbetaling med et tillæg på 50 %.

Merarbejdsreglerne gælder ikke for pædagogiske faglige koordinatorer. Ledelsen kan efter drøftelse med den enkelte koordinator fastsætte et engangsvederlag for særlig indsats, resultatløn og merarbejde.

Studierejser

På studieture skal man sondre mellem rejsetiden til og fra destinationen og tiden på destinationen.

Rejsetid, der udføres som en del af tjenesten, medregnes i arbejdstiden, dog højst med 13 timer pr. døgn. Reglen betyder, at selve transporttiden til og fra destinationen i forbindelse med en studietur medregnes i arbejdstiden for den enkelte lærer med de faktisk medgåede timer, dog højst med 13 timer pr. døgn.

Arbejdstiden på destinationen tilrettelægges og opgøres på samme måde som anden arbejdstid.

Timelønnede

Undervisningsopgaver kan også varetages af timelønnede undervisere. I så fald sker ansættelsen ikke på overenskomstvilkår, men i henhold til cirkulære om timelønnet undervisning der regulerer rammerne for ansættelsen, herunder arbejdstid og lønforhold.

Stillingen er en deltidsstilling, der supplerer den undervisning, som varetages af de fastansatte undervisere. Stillingen besættes for en periode på indtil 3 år. Genansættelse kan finde sted i det omfang, at det er i overensstemmelse med lov om tidsbegrænset ansættelse. Det konkrete timetal fastsættes for hvert semester, dog maks. 780 arbejdstimer årligt.

Aflønning pr. arbejdstime er 226,95 kr. (niveau 31. marts 2012). Forberedelsestiden er 40 minutter pr. undervisningstime, og den samlede løn pr. undervisningstime (inkl. forberedelse) er 378,25 kr. (niveau 31. marts 2012).

Aktuel lønoversigt

Tænk længere

Djøf

Tavshedspligt og lydighedspligt