Køn og karriere
Kvinder har høje lederambitioner
Djøf-rapporten Køn og karriere viser, at forklaringen om, at kvinderne selv fravælger ledelse, ikke holder. Faktisk har næsten 70% af Djøf-kvinderne lederambitioner - helt på niveau med mændene.
Til gengæld vælger mange kvinder, og navnlig dem med mindre børn, at udskyde en lederkarriere til senere. Det er der nu også en del (men dog færre) mænd, der gør.
Kvinders kvalifikationer vurderes ringere
Rapporten viser også, at der også er grund til at gøre op med forestilling om, at det udelukkende er en objektiv vurdering af kvalifikationer, der tæller, når lederstillinger skal besættes. En række internationale undersøgelser dokumenterer, at kvinders faglige kvalifikationer ubevidst vurderes ringere end mænds.
2 ud af 3 stillinger besættes uden opslag
Djøfs egen undersøgelse viser samtidig, at hovedparten - faktisk 2/3 - af djøfernes nuværende lederstillinger er besat på anden vis end ved åbne, formelle stillingsopslag. De fleste har fået deres lederstillinger ved intern forfremmelse, opfordring til at søge eller ved at blive headhuntet. Altså umiddelbart mindre transparente processer, hvor risikoen for, at vaner og ubevidste faktorer spiller ind, er større.
Forklaringen om, at den lave andel af kvindelige ledere blot skyldes, at kvinderne ikke søger, holder dermed heller ikke. Selvom Djøf-kvinderne søger i lidt mindre grad end mændene, får de til gengæld i højere grad de lederjobs de søger. Men som sagt besættes kun 1/3 af lederstillingerne efter ansøgning.