]]>

Vinder af årets TR 2019 - Juristen der kunne samle AC'erne i DM

En husaftale, der var gået i hårknude og en AC-klub, som manglede en fælles stemme. Det var situationen, da Lise Ryberg Hoffmann i november sidste år overtog hvervet som Djøf-TR i Dansk Magisterforening. Lise formåede at løse opgaven så godt, at hun nu har fået prisen ’Årets Djøf-TR 2019’.

Husaftalen for AC’erne skulle fornyes, og forhandlingerne mellem ledelsen og AC-klubben var mere eller mindre brudt sammen.

Den daværende Djøf-tillidsrepræsentant var trådt tilbage, og der var ikke ligefrem rift blandt AC’erne om at overtage stafetten.

Lise Ryberg Hoffmann øjnede en mulighed for faglig og personlig udvikling. ”Jeg tænkte, at det dér er sgu op ad bakke – det kan kun udvikle én”.

En AC-klub med mange personligheder

Det var i november 2018, at Lise Ryberg Hoffmann blev valgt som ny tillidsrepræsentant for AC-klubben i Dansk Magisterforening.

En forening som tæller mere end 90 aktive medlemmer: ”Det er folk, som dukker op til møderne og har en mening. Bølgerne kan godt gå højt, og der er ret forskellige interesser.”

Med andre ord var det en udfordring at få skabt det fællesskab i AC-klubben, som var nødvendigt for at komme ledelsen i møde.

Alligevel lykkedes det Lise og HK-tillidsrepræsentanten – og deres suppleanter – at forhandle den nye husaftale på plads inden sommerferien.

Hvordan gik det til?

De stille har også en stemme

”Jeg tror, at det handler om, at folk skal have lov til at sige, hvad de mener og blive taget alvorligt,” siger Årets TR, da hun bliver bedt om at sætte ord på sin rolle i forhandlingerne. 

Noget af det første, Lise og hendes suppleant tog initiativ til, da de var blevet valgt, var at afholde frokostmøder med små grupper af AC-medarbejdere i de forskellige afdelinger:

”Når de sidder sammen med deres nærmeste kolleger, føler de sig trygge og kan sige, hvad de mener,” forklarer Lise Ryberg Hoffmann. På den måde fik hun også de ’stille stemmer’ i tale, som sjældent tager ordet på klubmøderne. 

Ved at sørge for, at alle følte sig hørt, var Lise med til at samle AC’erne om at give ledelsen noget af det, som stod højest på deres ønskeliste – for til gengæld at beholde nogle af de vilkår, som var vigtige for AC-klubben.

Det var en lang proces, og Lise Hoffmann fik bistand til forhandlingerne af både Djøfs sekretariat og af Dansk Journalistforbund.

Man skal kende sit bagland

Det med at alle skal høres, er noget, som Lise også praktiserer i hverdagen. Hun planlægger at fortsætte med frokostmøderne, hvor hun kan møde sit bagland i mindre grupper og få indblik i, hvad der rører sig:  ”Hvis man ved, hvor man har sit bagland, og hvor man har opbakning, står man tusinde gange stærkere,” lyder det fra Årets Djøf-TR 2019. 

Dommerkomiteens begrundelse

”De mange fine ord fra kolleger vidner om, at Lise har gjort et stort arbejde for at sikre en ny husaftale på sin arbejdsplads. Lise påtog sig TR-ansvaret og fik samlet AC-klubben, så der efter langstrakte forhandlinger blev landet en husaftale. Lise er lydhør, engageret, tillidsvækkende og løsningsorienteret. Lise formår at favne alle holdninger og synspunkter i DM’s store og aktive AC-klub samtidig med, at hun sammen med ledelsen arbejder på at finde løsninger. Lise har alle egenskaber til at varetage alle facetter af TR-opgaven.”

Om Lise Ryberg Hoffmann

Udannelse: cand.jur. og advokat

Stilling: Forhandlingskonsulent i Dansk Magisterforening, hvor hun rådgiver forskere og undervisere samt TR’ere på uddannelsesinstitutioner om juridiske og strategiske problemstillinger. 

Alder: 45 år

Civil status: Bor på Østerbro i København med sin kæreste Jacob og deres fire børn.