]]>

Når der skal spares, flyttes og omorganiseres

Her får du grundlæggende informationer om, hvordan du håndterer afskedsrunder på din arbejdsplads.

Administrative besparelser i kommuner og regioner, statslige flytninger, omlægning af erhvervsfremmesystemet. Årsagerne til store afskedsrunder kan være mange.

Som tillidsrepræsentant er det en stor opgave at håndtere en afskedsrunde. Her får du nogle grundlæggende informationer om processen.   

Hvad gør du?

Når du bliver orienteret om, at der er en større afskedsrunde på vej, tager du fat i din sædvanlige kontaktperson i Djøf.

Typisk vil du som det første have brug for sparring på den proces, der foregår i SU/MED. Processen kan i nogle tilfælde være suppleret af en nogle særlige forpligtelser, der følger af lov om masseafskedigelser. Det afklarer du sammen med din kontaktperson.

Når de mest grundlæggende forhold om SU/MED-processen er på plads, får du sparring på, hvilke temaer du kan sætte på dagsorden, så du sikrer, at processen bliver så skånsom som mulig både for dem, der mister deres job og for dem, der bliver tilbage på arbejdspladsen.

Du vil også få sparring på de formelle regler om opsigelser begrundet i virksomhedens forhold, så du ved, hvad der gælder i forhold til kriterier, begrundelser og partshøring.    

Endelig vil du sammen med din kontaktperson aftale en plan for håndteringen af dem, der bliver konkret berørt, så du ved, hvilke opgaver der ligger hos dig som tillidsrepræsentant og hvilke opgaver Djøf tager sig af.

Dit mandat

Du har mulighed for at påvirke processen, så de kollegaer, der modtager en opsigelse, får de bedst mulige vilkår. Det kan du blandt andet gøre ved at opfordre ledelsen til at imødekomme ønsker om frivillige fratrædelsesaftaler, fritstilling, midler til genplaceringsbistand mm.

Når der skal forhandles konkrete aftaler for det enkelte medlem, tager Djøf over. Det betyder, at du ikke har mandat fra Djøf til at indgå individuelle, frivillige fratrædelsesaftaler, ligesom forhandlinger om fratrædelsesvilkår for de medlemmer, der modtager en opsigelse, også varetages af Djøf.  

Hvis du er tillidsrepræsentant for andre end djøfere, skal du være opmærksom på, at andre organisationer kan have givet et andet mandat. I regi af AC har organisationerne i fællesskab udarbejdet en oversigt over de akademiske organisationers bemyndigelser til anmeldte- og medanmeldte tillidsrepræsentanter og suppleanter. Er du det mindste i tvivl, så kontakt den relevante organisation.

Vejledning til medlemmerne

Vi har udarbejdet en kort vejledning til medlemmer, der har fået besked om, at deres arbejdsgiver påtænker at opsige dem begrundet i besparelser, omorganiseringer, flytninger mv.

Du kan sende vejledningen til de medlemmer, som bliver konkret berørt på din arbejdsplads. 

Relevante kurser for tillidsrepræsentanter

Står du umiddelbart over for en stor afskedsrunde, får du naturligvis øjeblikkelig hjælp og sparring i Djøf. Vil du være godt forberedt til eventuelle afskedsrunder i fremtiden, så tilmeld dig TR-kurset 'Regelkompasset', hvor vi går i dybden med tillidsrepræsentantens rolle, regler og muligheder.

Er du erfaren tillidsrepræsentant, og trænger til et brush up, så byder chancen sig på TR-uddannelsen i 2019, hvor vi går i luften med et nyt kursus, som genopfrisker blandt andet viden om afskedigelser.  

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om tillidsrepræsentantens rolle ved besparelser og omstruktureringer på Djøfs TR-site.