Chefkonsulenter med personaleledelse hører til Offentlige Chefer i Djøf. Som tillidsrepræsentant skal du derfor ikke rådgive om reglerne men henvise til Djøf.
Hvem ansættes som chefkonsulent med personaleledelse?
Hvis der indgår personaleledelsesbeføjelser i en stilling, skal stillingen indplaceres som chefkonsulent med personaleledelse. Den ansatte skal overføres til de nye regler, uanset om den pågældende hidtil har været ansat på special- eller chefkonsulent-basisløn (jf. bilag 4 til overenskomsten) eller i lønramme 35 eller 36 (jf. bilag 3 til overenskomsten). Hvis der helt undtagelsesvist måtte være nogen, der har været ansat på fuldmægtig-basisløn i stillinger med personaleledelse, skal de også overføres til de nye regler.
Indeholder en stilling alene faglig ledelse, er stillingen ikke omfattet af de nye regler om chefkonsulenter med personaleledelse.
Det er vigtigt for Djøf at følge udviklingen, sådan at der er mulighed for at drøfte eventuelle grænsetilfælde med Moderniseringsstyrelsen i implementeringsfasen.
Kontakt Djøf, hvis der er tvivl om, hvorvidt en stilling indeholder personaleledelse, og henvis også gerne medlemmerne til at gøre det.
Overgangsregler
Allerede ansatte teamledere, souschefer, afdelingsledere, funktionsledere og lignende stillinger med personaleledelse skal overføres til den nye stillingskategori med tilbagevirkende kraft til 1. oktober 2018 (eller et eventuelt senere tiltrædelsestidspunkt).
Det betyder bl.a. en ny lønsammensætning. Der vil dog kun blive tale om en lønstigning, hvis den hidtidige samlede løn har været mindre end den nye grundløn på 558.729 kroner årligt i aktuelt niveau.
Vejledning på vej
Reglerne om chefkonsulenter med personaleledelse kommer til at fremgå af et nyt bilag 4a til AC-overenskomsten.
Sammen med overenskomsten vil der blive udsendt en vejledning om de nye regler. Når reglerne er sendt ud, vil Djøf informere via nyhedsmail og på djoef.dk
Fra Djøf Offentlig til Offentlige Chefer
Fremover hører alle chefkonsulenter med personaleledelse under delforeningen Offentlige Chefer. Det gælder også, selvom der ikke er personaleledelse over for andre akademikere, men f.eks. alene personaleledelse over for HK’ere.
Giv derfor Djøf besked, hvis du har medlemmer i klubben, der har personaleledelse, sådan at de kan blive overført til Offentlige Chefer.