]]>

Arbejdsmiljø, hvor får I hjælp?

I Regioner og kommuner er der mulighed for at få gratis hjælp til at håndtere udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø. Mulighederne har eksisteret siden 2015, men akademikere har stort set ikke brugt ordningen.

En del af vores medlemmer henvender sig til deres tillidsrepræsentant og til Djøf om psykisk arbejdsmiljø. Ofte er det helt generelle forhold på arbejdspladsen, der er kilden til udfordringerne. Der er gratis hjælp og sparring at hente både i regioner og kommuner.

Hvis du er TR i en region

I regionerne blev der ved OK15 aftalt en ordning med ekspertrådgivning og inspiration til et bedre psykisk arbejdsmiljø. Ordningen fortsætter efter OK18, og de temaer I kan få rådgivning om er:

  • organisatoriske forandringer
  • faglige forandringer
  • vold og trusler
  • samarbejde, arbejdspladskultur og mobning.

Flere end 100 regionale arbejdspladser har benyttet ordningen, og hvis I vil være de næste, skal I sammen med jeres ledelse søge om det. 

Man kan benytte tilbuddet på et enkelt arbejdssted (fx en institution eller en afdeling på et sygehus), men man kan også gå flere sammen og søge om et fælles forløb. 

Du finder mere information hos Danske Regioner.

Hvis du er TR i en kommune

Ligesom i regionerne blev der i kommunerne aftalt en indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø ved OK15. En indsats som fortsætter i denne overenskomstperiode.

Indsatsen går under navnet SPARK, og et forløb kan fx være, at I får støtte og sparring fra en konsulent, så I selv bliver bedre i stand til at handle på de udfordringer, I oplever i jeres psykiske arbejdsmiljø. 

SPARK yder støtte til følgende seks temaer:

  • Usikkerhed og utryghed som kan skabes af forandringer og omstillinger. 
  • Problemer i samarbejdet mellem medarbejdere og/eller ledere på arbejdspladsen. 
  • Risiko for vold og trusler fra borgere, brugere eller beboere. 
  • Problemer ift. arbejdets indhold, omfang og udførelse.
  • Chikane, herunder mobning og seksuel chikane.

For at søge om støtte fra SPARK skal I udfylde et kort digitalt ansøgningsskema. Første skridt er, at I skal blive enige i MED om at søge.

Du finder mere information hos KL. 

Undersøgelse om psykisk arbejdsmiljø

Lige nu gennemfører Djøf en undersøgelse blandt alle ansatte djøfere om psykisk arbejdsmiljø. Vi ved, at en del af vores medlemmer går ned med stress eller på anden måde slår sig på arbejdslivet. Så vi stiller skarpt på temaer som stress, psykisk arbejdsmiljø og balance mellem arbejdsliv og privatliv. Formålet med undersøgelsen er dels at følge udviklingen i djøfernes trivsel på arbejdsmarkedet, dels at sikre et godt fundament til Djøfs politiske interessevaretagelse vedr. djøfernes arbejdsliv.