]]>

Afgørelse om orientering af tillidsrepræsentanter ved opsigelser

Tillidsrepræsentanten har ret til at blive orienteret om opsigelser på arbejdspladsen. Læs mere om ny voldgiftskendelse.

Voldgiftskendelse slår fast, at arbejdsgiver har pligt til at orientere tillidsrepræsentanten, når en medarbejder opsiges.

Uenighed om pligt til at orientere

Af aftalen om tillidsrepræsentanter i staten § 3, stk. 4 fremgår bl.a., at: ”Tillidsrepræsentanten skal holdes orienteret ved forestående afskedigelser af personale…

Overenskomstparterne (Moderniseringsstyrelsen og Akademikerne mfl.) har i en årrække været uenige om, hvorvidt dette giver tillidsrepræsentanterne krav på at få oplyst navn på den/dem der skal opsiges, og om hvornår informationen skal gives.

Da overenskomstparterne ikke kunne nå til enighed, blev der etableret en faglig voldgift med Højesteretsdommer Oliver Talevski som formand, der skulle afgøre, hvordan bestemmelsen skulle forstås.

Klar kendelse

I sin meget velbegrundede kendelse når Oliver Talevski frem til, at tillidsrepræsentanten har krav på at blive informeret om navnet på den/de medarbejder(e) der opsiges.

Derudover slår han fast, at tillidsrepræsentanten ikke har krav på at blive informeret inden de berørte medarbejdere. Dommeren kommer derefter med en meget fyldestgørende redegørelse for, hvornår informationen så kan kræves:

  • ”… er det min opfattelse, at arbejdsgiveren… så hurtigt som muligt skal orientere tillidsrepræsentanten om, hvem der påtænkes afskediget. Dette indebærer, at orienteringen skal gives senest samtidig med eller umiddelbart efter, at medarbejderen er blevet orienteret om den forestående afskedigelse. Hvis arbejdsgiveren indkalder en medarbejder til en samtale om en forestående afskedigelse, ligger der heri, at arbejdsgiveren skal orientere tillidsrepræsentanten om, hvilken medarbejder der påtænkes afskediget, senest samtidig med eller umiddelbart efter, at medarbejderen indkaldes til samtalen.
  • Af hensyn til tillidsrepræsentantens mulighed for at varetage sine opgaver bør arbejdsgiveren i øvrigt sørge for, at indkaldelsen til samtale sker med et passende varsel, således at der er tid til, at tillidsrepræsentanten kan få afklaret, om medarbejderen ønsker bistand fra tillidsrepræsentanten, herunder ved at tillidsrepræsentanten deltager i samtalen.”

Der er tale om en meget relevant afgørelse, som vi kun kan anbefale, at man sørger for at have i erindring når der sker afskedigelser.

Hvis du vil vide mere

Hvis du er blevet interesseret i at læse mere, så kan afgørelsen findes på Arbejdsrettens hjemmeside.