]]>

7 forlængelser var i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse

Djøf har ved Østre Landsret fået medhold i en sag om tidsbegrænset ansættelse.

Et Djøf-medlem blev tidsbegrænset ansat i en privat virksomhed. Hun skulle varetage konkret sagsbehandling for en kommune. En opgave, kommunen havde bedt virksomheden om at varetage. Medlemmet blev herefter over en periode på 1 år og 4 måneder forlænget i sin tidsbegrænsede ansættelse 7 gange. Længden af forlængelserne svarede hver gang til den kontraktperiode, virksomheden havde med kommunen.

Djøf fik ret i, at 7 forlængelser af en midlertidig ansættelse var i strid med lov om tidsbegrænset ansættelser.

Virksomheden gjorde gældende, at forlængelserne var i orden, fordi de svarede til den periode, som virksomheden havde aftaler med kommunen i. 

Medhold i Landsretten

Byretten gav virksomheden medhold i, at forlængelserne var begrundet i objektive forhold, men Landsretten omgjorde Byrettens afgørelse. Landsretten fandt, at selv om det for så vidt så ud som om, at der var objektive grunde til forlængelserne, fordi kontraktperioderne mellem medlemmet og virksomheden og virksomheden og kommunen var identiske, så var det ikke tilstrækkeligt til, at forlængelserne var begrundet i objektive forhold. Landsretten lagde vægt på, at Djøfs medlem i 16 måneder havde lavet det samme arbejde for den samme kunde, altså kommunen. Forlængelserne kunne derfor ikke anses for at være begrundet i objektive forhold.

135.000 kr. i godtgørelse

Efter lov om tidsbegrænset ansættelse fik Djøfs medlem tilkendt en godtgørelse på 135.000 kr., svarende til 3 måneders løn, som var det opsigelsesvarsel, hun efter funktionærloven havde krav på.

Dommen viser, at selv om en person ansættes tidsbegrænset, fordi virksomhedens opgave også er tidsbegrænset, og der ikke vil være opgaver eller budget til at have den pågældende ansat, når opgaven for virksomheden bortfalder, så er der grænser for, hvor mange gange en sådan tidsbegrænset ansættelse kan forlænges, når arbejdsopgaverne stort set er de samme, og ansættelsesperioden når en vis længde.